Hovednavn ryster festival: Aflyser sin koncert
Cardi B aflyser sin optræden på Roskilde Festival, fordi hun er sat til at føde på omtrent samme tidspunkt.
Rapperen Cardi B annoncerede i weekenden, at hun venter barn med sin forlovede, rapperen Offset, og det betyder, at hun ikke kommer til at optræde på sommerens Roskilde Festival alligevel.
Det skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse.
– Vi ønsker Cardi B og hendes forlovede, Offset, alt det bedste med den forestående familieforøgelse, men det efterlader selvfølgelig et hul i vores program onsdag den 4. juli, som vi nu arbejder på højtryk på at få fyldt ud, siger programchef Anders Wahrén i pressemeddelelsen, der er yderst fåmælt.
En optræden i det amerikanske program Saturday Night Live afslørede rapperens graviditet. I en tætsiddende hvid kjole var det umuligt at holde skjult, og hele hendes optræden bar præg af, at nu skulle “hemmeligheden” ud.
Cardi B meddelte i weekenden, at hun har termin i juli, og ifølge Anders Wahrén har sangerinden termin, omtrent samtidig med at Roskilde Festival finder sted. Roskilde Festival finder i år sted fra lørdag den 30. juni til lørdag den 7. juli.
Navne som Bruno Mars, Eminem, Dua Lipa, Nephew og Nick Cave & The Bad Seeds er også annonceret på festivalen.