Hugo skulle leve op til efternavnet

Efternavnet var en gave og en byrde for Hugo Helmig, der opnåede kometkarriere og kæmpede med kokainmisbrug

Udgivet Opdateret

Både opture og nedture har fyldt for den unge musiker Hugo Helmig, der drømte om at blive popstjerne uden at miste sig selv.

Fra den ene dag til den anden gik han fra at være ukendt til at være i søgelyset. Og selv om han var i den syvende himmel som musiker, forsøgte han at bevare fødderne på jorden.

Men det var ikke lutter lyse stunder for Hugo Helmig, der kæmpede med at træde ud af sin fars skygge og et stofmisbrug, der formørkede hans sind.

Strøg til tops

Den 23. november er han død i en alder af 24 år. Det oplyser hans far, Thomas Helmig, på Instagram.

Ud over at være søn af musiker Thomas Helmig og tidligere model og forfatter Renee Toft Simonsen, er han vel nok mest kendt for debutsinglen "Please Don't Lie".

Sangen handler om, hvordan nogle forsøger at tegne et skønbillede af deres liv på sociale medier, hvor han selv har været særdeles ærlig.

Han udgav sangen som 18-årig, og det blev den mest spillede danske sang i radioen i 2017. Den strøg til tops i Tyskland, der er verdens tredjestørste musikmarked.

Stor interesse

Det beviste for ham, at han var i stand til at træde ud af sin fars skygge og være noget andet end sit berømte efternavn.

Efter debuten fik han sit folkelige gennembrud i DR-serien "Hugo og Helmig", som udkom umiddelbart efter og skildrede hans liv.

Interessen var stor fra pressen, og han forsøgte ihærdigt at bevise, at han som musiker var mere end sin fars søn med et enkelt hit.

Begyndte i barndommen

Siden er det blevet til flere sange som "Young Like This" og "Wild". Den ihærdige Aarhus-dreng ville lære faget fra bunden og prøvede at finde sin egen måde at være musiker på i forsøget på at blive popstjerne.

Interessen for musik startede allerede i barndommen.

På værelset blev der spillet musik, sunget sange og drømt stort. Allerede fra barnsben nød han at være i centrum og at vise sine evner frem.

"Min fars ting"

Han lærte at spille klassisk klaver, at læse noder og på Eriksminde Efterskole blev han bidt af at spille på en guitar, som han fik af sin far. Han nåede langsomt til erkendelsen, at han også skulle være musiker.

- Jeg havde det lidt sådan, at det var min fars ting at spille musik, og jeg var lidt bange for, om det var noget, jeg ville kunne leve op til.

- Men det er jo ikke den tankegang, man skal have. Jeg nyder virkelig at spille, og så må man bare give slip og tænke, "det er jo det, jeg vil", har Hugo Helmig sagt til Ritzau Fokus i 2017.

Aflyste turné

Men der har også været store nedture for det unge talent.

Sidste år meddelte musikeren, at han indstillede karrieren på ubestemt tid, og at han døjede med store psykiske problemer i form af angst og paranoia. Han aflyste en igangværende turné.

Han har kæmpet med et misbrug som ung. Allerede som 12-årig røg han hash for at dulme sine usikre sider, og han var som teenager afhængig af kokain i en periode.

Udgav minialbum

For omkring fire uger siden fortalte han åbent, at han havde forsøgt at begå selvmord. Dengang skrev han til sin mor, som fik tilkaldt en ambulance.

I 2020 forsøgte han efter nogle hårde år at samle stumperne og sig selv op. Han udgav et minialbum, der blev opkaldt efter kælenavnet "Lulu", som hans mor gav ham som lille.

Der kom en efterfølger året efter, som blev hans sidste.

Han vil blive husket som en musiker, der også viste de mørke sider af sit liv og ikke var bange for at blotte sit skrøbelige sind i en tid, hvor mange unge kæmper med deres selvværd.

Hugo Helmig er her fanget til en koncert Plænen i Tivoli forrige sommer. Fredag bekræftede hans far, Thomas Helmig, at Hugo Helmig gik bort onsdag i sidste uge.
Hugo Helmig er her fanget til en koncert Plænen i Tivoli forrige sommer. Fredag bekræftede hans far, Thomas Helmig, at Hugo Helmig gik bort onsdag i sidste uge.
Powered by Labrador CMS