Hun er dronning på en særlig måde
PJ Harvey lagde ud i 90'erne som rå men følsom furie. Siden har hun etableret sig som en af de væsentligste musikalske kunstnere over de seneste tre årtier.
Den engelske sanger, sangskriver og musiker PJ Harvey, som 9. oktober fylder 50 år, anses af mange for at være den sejeste dronning af alternativ rock.
Polly Jean Harvey er kendt som en musikalsk kamæleon, der er umulig at sætte i bås.
Artiklen fortsætter under videoen
Ud over ni studiealbummer og masser af samarbejder med andre musikere har hun skrevet digte og lavet fotobøger og gjort sig i skulptur og kunstinstallation.
Hendes seneste album er fra 2016. Det er det kritikerroste men også i nogle kredse udskældte album “The Hope Six Demolition Project”.
PJ Harvey rejste sammen med den irske krigsfotograf Seamus Murphy i flere år rundt i konfliktområder som Kosovo, Afghanistan samt USA’s hovedstad, Washington D.C.
Det er disse rejser, sangerinden fortæller om på sit niende album. Det vakte vrede blandt amerikanske politikere, som mente, at hun fremstillede Washington negativt.
Dokumentarfilm
Rejseprojektet er lige nu aktuelt med dokumentarfilmen “A Dog Called Money”, hvor den globale ulighed ses gennem Seamus Murphys linse og Harveys øjne og understøttes af Harveys transformation af alle indtrykkene til stærke sange og melodier.
Først og fremmest er det dog musikken, hun er kendt for. Hendes karriere tog fart op gennem 1990’erne. Hendes andet album, “Rid of me” fra 1993, sikrede hende kultstatus.
Det anerkendte musikmagasin Rolling Stone udnævnte hende til bedste sangskriver og bedste nye sangerinde. Siden har hun fået et hav af priser.
Som den eneste kunstner har hun to gange modtaget den prestigefyldte Mercury Prize. Den gives for årets bedste album i Storbritannien og Irland.
Senest fik hun prisen i 2011 for “Let England Shake”, som var en protest mod hjemlandets voldelige historie. Typisk for PJ Harveys værk med skarp politisk kant på baggrund af grundig research.
Hun havde i 1990’erne et stormfuldt forhold til Nick Cave.
Da hun skred fra ham, blandt andet på grund af hans anden store kærlighed, stoffer, indspillede han albummet “The Boatman’s Call”, hvorpå flere af numrene handler om PJ Harvey.