Hun giver andre mod til at være stærke

Lotte Heise holder foredrag om sit liv. Hun er kendt for at speedsnakke, men den tidligere fotomodel har også en anden side. 12. juni fylder hun 60 år.

Lotte Heise fylder 60 år 12. juni. Foto: Nikolai Linares/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Lotte Heise, som fylder 60 år 12. juni, har gjort det til sin levevej at dele tilværelsens op- og nedture med andre.

Årene som fotomodel inspirerede hende i 1987 til det første show “Bare det var mig”, og siden er fulgt over 30 shows om kedelige mænd, hysteriske kvinder, besværlige børn og alt det andet, som livet kan byde på.

De seneste år har hun turneret med foredraget “Selvfølgelig skal hun bo sammen med mig”, hvor hun fortæller, hvordan hun tacklede det, da hendes mor blev ramt af en blodprop.

– Det betød, at min superseje mor, fra at være et normalt fungerende menneske, ikke kunne ret meget selv.

– Jeg lejede et hus, hvor hun kunne bo sammen med mig og mine dengang 14-årige tvillinger. Det har været en lang, svær, anstrengende, men også livgivende og smuk rejse, skriver Lotte Heise på sin hjemmeside.

Giv dem en medalje

I dag bor moren i en beskyttet bolig, og både her og årene under samme tag har bragt Lotte Heise tæt på den kommunale hjemmepleje.

Det er blevet til foredraget “Sosu’erne skulle have en medalje”, hvor hun sætter fokus på løn og arbejdsforhold i ældreplejen.

Lotte Heise blev student fra Rødovre Gymnasium i 1978 og rejste derefter i fire år rundt med teatergruppen “Skifteholdet”, inden hun begyndte som model hos den kendte fotograf Gunnar Larsen i 1982.

Siden fulgte en kort tid som moderedaktør på Ekstra Bladet, men det var i rollen som foredragsholder og debattør, at hun fandt sit ståsted. De kontante meninger og den hurtige strøm af ord blev hendes varemærke.

Men der er også en anden side af Lotte Heise, som hun folder ud på programmet “Bravo” på DR’s P2. Under overskriften “Lotte elsker opera!” deler hun en gang om ugen sine musikoplevelser med lytterne.

Her fortæller hun blandt andet om sine rejser, for nylig om en tur til Spanien, og hvad er så mere naturligt end at sætte et af den spanske tenor Plácido Domingos store numre på.

Lotte Heise har i mange år haft gigt. “Den usynlige sygdom”, kalder hun lidelsen, som hun ved foredrag i Gigtforeningen opfordrer flere til at sætte ord på.

– Når det gør ondt siger jeg av! – så det siger jeg tit. Jeg synes, det er meget vigtigt, at man siger, hvad man mener, og at sige av er en måde at gøre det på.

Powered by Labrador CMS