-Hun har ødelagt hans karriere
Jury i injuriesag vil se, hvem Johnny Depp i virkeligheden er, hævder advokat for hans ekskone, Amber Heard
Der er lagt op til, at det seneste kapitel i det skilte skuespillerpar Johnny Depp og Amber Heards juridiske slagsmål med hinanden kan tage adskillige uger.
Johnny Depp har sagsøgt sin ekskone for 50 millioner dollar og anklaget hende for injurier, fordi hun i 2018 skrev en klumme, hvor hun beskrev sig selv som en offentlig person, der har oplevet misbrug i hjemmet.
Amber Heard nævnte ikke Depps navn i klummen, som blev bragt i den amerikanske avis Washington Post.
Men ifølge hans advokater har hun ødelagt hans karriere med en løgn. Det siger de tirsdag, da advokaterne kommer med deres indledende bemærkninger i retten i Fairfax i den amerikanske delstat Virginia.
Forbundet med løgne
- I næsten 30 år har hr. Depp haft ry for at være en af de mest talentfulde skuespillere i Hollywood. Men i dag er hans navn forbundet med en løgn, en falsk udtalelse fra hans tidligere kone, siger advokaten Benjamin Chew tirsdag.
Omvendt mener Amber Heards advokat, at der er klare beviser for, at Johnny Depp har været voldelig over for Heard i deres forhold. Han vil vise juryen i sagen, hvem den rigtige Johnny Depp er.
- Bag ved den røde løber, bag ved berømmelsen, bag pengene, bag piratkostumerne, I kommer til at se, hvem den mand i virkeligheden er, siger advokaten Ben Rottenborn.
- Hun var voldelig
Ifølge Amber Heards advokat har Johnny Depp både udsat Heard for fysisk og psykisk vold. Hun er også blevet følelsesmæssigt og verbalt misbrugt ifølge advokaten.
Johnny Depps advokat hævder, at Depp aldrig nogensinde har slået en kvinde - heller ikke Amber Heard. I stedet siger Benjamin Chew, at det er Amber Heard, der var voldelig over for Johnny Depp.
Parret var også i retten i forbindelse med deres skilsmisse i 2017.
Tabt til avis
I en anden retssag i 2020 blev der fundet beviser for, at de havde haft et stormfuldt ægteskab, hvor de begge havde været voldelige over for hinanden.
Johnny Depp har også tabt en retssag imod den britiske tabloidavis The Sun, fordi han mente, at avisen havde stemplet ham for at begå hustruvold.
Amber Heard har svaret igen på injuriesagen imod hende ved at sagsøge Johnny Depp for 100 millioner dollar. Hun sagde i den forbindelse, at Johnny Depp havde udøvet omfattende fysisk vold og misbrug overfor hende.