Hun har vist dummet sig
Tekst i Beyoncés nye nummer "Heated" bliver ændret
Få dage efter at Beyoncés længe ventede syvende album, "Renaissance", er udgivet, trækker superstjernen nu nummeret "Heated" tilbage.
Det skal genindspilles med ny sangtekst efter kritik fra flere handicaporganisationer, som mener, at der i nummeret bruges et nedsættende udtryk om personer med spastisk lammelse.
Det skriver BBC.
Flere betydninger
Beyoncés publicist siger i en erklæring, at ordet, der bliver brugt, kan have flere betydninger i USA, og at det i "Heated" ikke er brugt hånligt.
Men ordene "spazzin'" og "spaz" vil alligevel blive fjernet, lyder det. Det kan eksempelvis betyde at "spasse ud" og "spasser", som er afledt af ordet "spastiker".
Det sker, få uger efter at den amerikanske popstjerne Lizzo undskyldte for at bruge samme ord i sin sang "Grrrls".
Flipper ud
Ordet kan i USA bruges til at beskrive, at man flipper ud eller går amok. Det er afledt af, hvad nogen synes er et nedsættende udtryk om personer med spastiske lammelser.
Beyoncés publicist har ikke oplyst, hvornår genindspilningen med ændringen bliver udgivet.