Hun løftede dansk håndbold

Bojana Popovic, der 20. november fylder 40 år, har i den grad forkælet håndboldfans i hele verden med sit store overblik over spillet og vanvittige skud.

Bojana Popovic var blandt andet med, da Montenegro vandt OL-sølv i 2012. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Seks gange har hun løftet trofæet som vinder af klubhåndbolds største turnering, Champions League.

Og alle seks gange har hun spillet en markant rolle på de hold, hun har repræsenteret.

Artiklen fortsætter under videoen

Bojana Popovic – tidligere Petrovic – har i den grad sat sit aftryk i håndboldverdenen, og montenegrineren, der onsdag den 20. november fylder 40 år, har også været med til at føre dansk håndbold til nye højder.

Således blev hun i 2002 en del af Anja Andersens Slagelse Dream Team, hvor den tidligere danske håndboldstjerne og cheftræner byggede holdet op omkring Popovics enorme kvaliteter som hårdtskydende bagspiller med enormt overblik over spillet.

Med Slagelse vandt Popovic tre Champions League-trofæer, inden hun skiftede til Viborg HK, som hun blev dobbelt Champions League-mester med.

Vender måske tilbage til Danmark

I 2010 sagde hun farvel til dansk håndbold med i alt seks danske mesterskaber i bagagen og en enorm respekt fra de danske tilskuere.

Karrieren blev afsluttet i hjemlandet, hvor hun vendte tilbage til ungdomsklubben Buducnost og tilføjede i 2012 i sit sidste år som aktiv endnu en Champions League-titel til cv’et.

Popovic er født i Jugoslavien, med hvem hun vandt VM-bronze i 2001. Da landet blev delt, repræsenterede hun Montenegros landshold og var med til at vinde OL-sølv i 2012 – noget, hun senere har beskrevet som karrierens højdepunkt.

Hun gjorde et kort comeback på landsholdet ved OL i 2016, hvor Montenegro kvalificerede sig på bekostning af Danmark, men tabte alle sine kampe i turneringen og sluttede sidst i gruppespillet.

Siden Popovic indstillede sin aktive karriere, har hun blandt andet været sportsdirektør og assistenttræner i Buducnost og haft en assistentrolle omkring Montenegros landshold.

I 2017 sagde hun til TV2 Sport, at hun godt kunne forestille sig at vende tilbage til Danmark som træner i fremtiden.

Powered by Labrador CMS