Hun skal betale formue til eksmanden
Kelly Clarkson dømt til at diske op med klækkeligt underholdsbidrag til sin forhenværende mand

Det kan være en ganske kostbar affære at gå fra sin ægtefælde. Det må også den amerikanske pop- og rockstjerne Kelly Clarkson sande.
En dommer i Los Angeles afgjorde nemlig ifølge People tirsdag den 27. juli, at hun fremadrettet skal betale et klækkeligt, månedligt underholds- og børnebidrag til sin eksmand, Brandon Blackstock.
15 millioner om året
Helt præcist det, der svarer til 1,25 millioner kroner om måneden - eller i omegnen af 15 millioner kroner årligt.
Dertil kommer sagsomkostninger på knap otte millioner kroner for parrets igangværende skilsmisse.
Tilkendt forældremyndigheden
Parret havde været gift i omtrent syv år, da Kelly Clarkson i juni 2020 anmodede om skilsmisse.
Allerede i november samme år blev hun tilkendt den primære forældremyndighed over deres fælles børn River Rose og Remington Alexander på henholdsvis seks og fire år.
Det hører i øvrigt med, at Brandon Blackstock på forhånd havde krævet et beløb på nogenlunde det dobbelte af det, han nu har fået stillet i udsigt.