Hun skred i protest
Sandy Brinck, som fylder 50 år den 3. maj, forlod Folketinget i 2005, fordi hun var uenig i den linje, som formanden, Helle Thorning-Schmidt, lagde
Sandy Brinck var tidligere centralt placeret i Socialdemokratiet.
Hun tilhørte den unge, talentfulde generation med blandt andet navne som Mette Frederiksen, Morten Bødskov og Jeppe Kofod, som alle er ministre i dag.
Men efter seks år i Folketinget - som blandt andet socialordfører og retsordfører - meddelte Sandy Brinck i 2005, at hun med øjeblikkelig virkning ville forlade Christiansborg og dermed dansk politik.
Den 3. maj fylder det tidligere folketingsmedlem 50 år.
Socialdemokrat - og ud igen
Hun repræsenterede Socialdemokratiet i Folketinget fra 1999 til 2005 og blev for alvor kendt i brede kredse, da hun holdt talen for Frank Jensen i kampvalget mod Helle Thorning-Schmidt.
Sandy Brinck endte med at forlade Folketinget på grund af uoverensstemmelser om ledelsesstilen hos partiet, da Helle Thorning-Schmidt var formand.
- Jeg var uenig i den linje, Helle lagde for dagen. Jeg kunne ikke komme til orde. Det var ret dramatisk, fortæller Sandy Brinck om sin exit.
Afviste at vende tilbage
I 2007 meldte Sandy Brinck sig i stedet ind i SF. Men hun afviste samtidig, at hun ville i Folketinget igen.
Siden har Sandy Brinck som cand.scient.pol. gjort karriere i organisationer og i det private erhvervsliv. Hun har efteruddannet sig i ledelse, strategisk kommunikation og organisationspsykologi.
Hun har også meldt sig ud af SF og er i dag partiløs, efter at det gik op for hende, at hun ikke længere var politisk aktiv.
Udsprunget som forfatter
De seneste år er hun sprunget ud som forfatter. Det havde hun forestillet sig at gøre, når hun blev pensionist, men hun indså, at der ikke var grund til at vente.
Sandy Brinck er født i Vejle og blev senere formand for DSU i sin hjemby. Hun blev kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet i 1999.
På sin fødselsdag skal Sandy Brinck på arbejde. Men lørdagen efter bliver den runde fødselsdag markeret med en fest, hvor der både vil være diskolys, drinks og dans.