Hun var i tvivl da hun tog telefonen

Skuespiller Amalie Dollerup er aktuel i stykket "Ordet", men var i tvivl om, hvorvidt rollen kom for tæt på virkeligheden

Amalie Dollerup har spillet skuespil det meste af sit liv. Det er ikke alle roller, hun har sagt ja til på stedet. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Amalie Dollerup har spillet skuespil siden barnsben og har netop kunnet ses i rollen som bestyrerinden Amanda i sin ottende sæson af seersuccesen “Badehotellet”.

Men da hendes telefon ringede med et tilbud om en rolle på Folketeatret i København, var det en særlig situation for hende.

Det var den klassiske forestilling “Ordet”, som kan streames gratis fra Folketeatrets hjemmeside den 5. april, i rollen som den højgravide karakter Inger.

Og Amalie Dollerup var selv nøjagtigt det samme sted i livet.

– Det er en voldsom historie og en fødsel, der virkelig går galt. Det med fødslen kom meget tæt på. Jeg havde selv en svær og voldsom fødsel, fortæller Amalie Dollerup, der har sønnen August på halvandet år med sin mand, skuespilleren Andreas Jebro.

– Efter jeg selv lige havde født, var jeg faktisk i tvivl om, om jeg skulle sige ja. Om jeg selv var klar til det. Men der var alligevel halvandet år til, husker hun.

Glad for oplevelsen

Og så var det simpelthen for god en historie til at sige nej, siger hun om fortællingen, der er skrevet af modstandspræsten og dramatikeren Kaj Munk og siden også er blevet filmatiseret af en af dansk films store instruktører Carl Theodor Dreyer.

Selv om hun ikke er glad for den fødsel, hun selv havde, så er hun glad for at have prøvet at være gravid og blive mor forud for at påtage sig rollen.

– Jeg har mærket, hvordan min krop udviklede sig, og at jeg kunne stå distancen. At have født et barn er det vildeste, jeg nogensinde har prøvet i mit liv – og så at blive mor.

– Den erfaring og udvikling, jeg har gennemgået det sidste halvandet år, passer rigtig godt til den rolle, fortæller den 34-årige skuespillerinde.

Fascineret af kirkerummet

Stykket kredser om tro og tvivl – og et mirakel, der kun kan ske ved en naiv barnetro på det guddommelige og overmenneskelige.

Amalie Dollerup har også selv været fascineret af kirkerummet som barn.

– Som barn gik min mor og jeg meget ofte i kirke. Det var en hyggelig ting at gøre med min mor hver søndag. Jeg tror også, jeg syntes, det var spændende og sjovt, fordi det minder lidt om et teater.

– Publikum sidder nede i salen, og så får du fortalt nogle gode historier. Man synger også sammen. Hele den lidt ophøjede måde at være sammen med nogle i kirkerummet, syntes jeg var fascinerende, spændende og sjov, siger Amalie Dollerup.

Selv om hun i dag ikke praktiserer troen som sådan, så har kirken været et trygt sted for hende, som hun har kunnet vænne tilbage til, når behovet meldte sig.

Måske bare for at sidde et øjeblik i stilhed i Vor Frue Kirke, hvor hun selv er konfirmeret. Måske for at bede en stille bøn.

Troen gav hende også et holdepunkt og en måde at bearbejde sin første sorg.

– Da jeg som 11-årig mistede min mormor, var det en ret god måde at parkere sorgen eller lægge sorgen et sted. At sige, at hun er steget til himmels, hun har det godt deroppe.

– Jeg var sindssygt glad for min mormor. Det var mit første møde med sorgen og døden. Så det hjalp virkelig min familie og mig meget at tale om det på den måde, forklarer hun.

Man bliver hørt

Amalie Dollerup har bevaret de kristne værdier. Men ellers praktiserer hun i højre grad at sende sine håb og drømme ud i universet.

– Hvis man siger højt, at man gerne vil noget, så tror jeg på en eller anden måde, at det bliver hørt, siger hun og fortsætter:

– Det har jeg i hvert fald oplevet et par gange, når jeg gerne har villet arbejde et bestemt sted eller med nogle personer. Så ringer personen til mig to uger efter, uden at jeg har gjort noget. Det er magisk, når det sker, for i min branche handler det mest om hårdt arbejde og god timing for at få et job.

Et godt spring

Da Amalie Dollerup takkede ja til rollen i den dramatiske og mørke fortælling, var springet væk fra “Badehotellets” lyse og idylliske univers faktisk lige, hvad hun havde brug for.

– Det var rigtig dejligt at blive set i den sammenhæng. Jeg har haft et ønske om at komme hen til noget af det mere dramatiske igen, siger den 34-årige skuespillerinde og fortsætter:

– Jeg har faktisk spillet meget af det – tysk dramatik, ny dansk dramatik og eksperimenterende forestillinger – da jeg var en del af det fastansatte skuespillerensemble på Aalborg Teater i fire år.

Hun oplever, at hendes drømme og længsler for karrieren fungerer som et pendul, der svinger frem og tilbage. Når hun lige har lavet en musical eller spillet revy, så får hun appetit på det modsatte.

Men det er altså ikke, fordi hun bare kaster sig hovedkulds ud i nye formater uden at se sig tilbage. Faktisk er det ofte med svedige håndflader og rystende knæ.

– Jeg er nok ikke lige den person, der siger: “Uh, det har jeg aldrig gjort før, det skal jeg da virkelig gøre”. Selv om det ser sådan ud på mit cv, siger hun med et grin.

– For eksempel med Cirkusrevyen, som Lisbet Dahl ringede og tilbød. Der var jeg virkelig nervøs. Det kræver meget energi og forberedelse for ikke at stå der og blive til grin, som måske er den største fare, siger hun.

“Ordet” har også rutinerede navne som Esben Dalgaard, Preben Kristensen og Waage Sandø i nogle af de øvrige bærende roller.

“Ordet” skulle have haft premiere på Folketeatret den 30. januar, men er blevet udskudt flere gange på grund af corona-restriktionerne.

Folketeatret har derfor valgt at streame forestillingen gratis på folketeatret.dk den 5. april.

Tilmeldingen kan ske på folketeatret.dk.

Powered by Labrador CMS