Hun vil ikke høre tale om det

Den 78-årige stjernejournalist Ulla Terkelsen har, siden hun blev uddannet i 60'erne, kunnet ses som korrespondent fra alverdens brændpunkter.

Selv om hun har passeret pensionsalderen, går hun dog ikke og drømmer om at kvitte karrieren.

- Jeg synes, mit arbejde er sjovt. At være journalist er en forlængelse af min person, fordi jeg interesserer mig for mennesker, politik og lande, siger Ulla Terkelsen.

Ulla Terkelsen har rapporteret og analyseret overalt på kloden, og sådan nyder hun tilværelsen.

- Jeg har aldrig planlagt særligt langt frem i tiden - til min bankrådgivers store opmærksomhed, siger den prisvindende journalist med latter i stemmen.

- Derfor bruger jeg heller ikke tid på at planlægge, hvornår min karriere skal stoppe. Så længe der er kunder i butikken, bliver jeg ved, siger hun.

I europæiske storbyer

Ulla Terkelsen har gennem sin karriere boet i et hav af europæiske storbyer, og har i en periode også boet og rapporteret fra USA.

Derfor omtaler hun også sig selv som "a citizen of nowhere".

- Jeg holder meget af Danmark, men jeg føler mig lige så meget hjemme i Polen, Italien, England og Tyskland.

Især sidstnævnte nation har en stor betydning for Ulla Terkelsen.

Samtalebog

Sammen med USA- og Tysklands-analytikeren Mirco Reimer-Elster har hun skrevet samtalebogen "Skønhed og skræk", som netop er udkommet.

Bogen handler om venneparrets forhold til Tyskland. Et land, som Ulla Terkelsen har boet i og arbejdet fra i 90'erne.

Og faktisk var det også lige netop det land, der i 1950'erne vækkede hele hendes interesse for verden og for journalistikken - en interesse, som den dag i dag er en drivkraft for hende professionelt såvel som privat.

- Lige som Saulus i Det Gamle Testamente fik et kald på sin rejse til Damaskus og efterfølgende tog navnet Paulus, føler jeg, at jeg modtog et lignende kald, da jeg som 13-årig første gang stod på banegården i Hamborg, fortæller hun.

Klokken 14.28 havde hun taget toget fra barndomsbyen, Aarhus, og seks timer senere stod hun på den tyske banegård.

Den skulle vise sig at åbne hendes øjne for den verden, hun i sit voksne liv har rejst og stadig rejser rundt i.

- Byen lå stadig i ruiner, og det regnede ind ad et hul i banegårdens tag, men fra højttalere lød det højt og gennemtrængende: "Der Zug fährt nach ..." (toget kører mod, red.).

- Togene kørte alle mulige steder hen, og jeg tænkte: "Wow, her hører jeg til," siger hun.

Stemning af opbrud

På banegården oplevede den unge teenagepige en stemning af opbrud, og det var tydeligt for hende, at der for alvor var gang i det økonomiske opsving i Vesttyskland.

- Der var mangel på arbejdskraft, fordi mange mænd var døde eller var blevet invalide under krigen.

- Derfor stod italienere, spaniere og jugoslaver ved boder på banegården og solgte fremmedartet mad, husker hun.

I skærende kontrast til Danmark

Det var mødet med en stor, åben verden med faretruende elementer, der åbnede den unge Ulla Terkelsens øjne for verden og efterfølgende fik hende til at definere sig selv som kosmopolit.

Elementer, som hun så som i skærende kontrast til Danmark.

- Danmark er et vanvittigt trygt land. Jeppe Aakjær skrev: "du puslingeland, som hygger sig i smug, mens hele verden brænder om din vugge".

- Det er netop det, Danmark er. Danmark lå trygt i smug, og gør det stadig i dag, siger hun.