Vild bedrift

Albummet "Folklore" har opnået flere rekorder, siden det blev udgivet med få timers varsel i juli.

Sangerinde Taylor Swift udgav sit ottende studiealbum, mens hun var i karantæne under coronapandemien. (Arkivfoto) Foto: Viacom/Reuters
Udgivet Opdateret

Taylor Swifts seneste album “Folklore” er det første i 2020, der har solgt mere end en million eksemplarer i USA.

Hvert af den amerikanske sangerindes otte studiealbum har dermed solgt mere end en million eksemplarer i USA.

“Folklore” blev udgivet i juli og formåede allerede i den første uge at blive det bedst sælgende album i USA i 2020.

Albummet passerede millionen i forrige uge, hvor “Folklore” på en uge solgte 57.000 eksemplarer.

Det blev optaget i al hemmelighed, mens sangerinden var i karantæne under coronapandemien.

– I isolation har min fantasi fået frit løb, og det her album blev resultatet, skrev Taylor Swift på Twitter på udgivelsesdagen.

– Jeg har fortalt de her historier efter bedste evne med al den kærlighed, forundring og skøre indfald, de fortjener, tilføjede hun.

Udgivet med kort varsel

Albummet blev frigivet med bare få timers varsel, hvilket er ulig Swift, der normalt kommer med små hentydninger til sine fans flere måneder i forvejen, når et nyt album er på vej.

Albummet har ligget på toppen af den amerikanske hitliste Billboard 200 i otte af ugerne siden dets udgivelse. Det er i øjeblikket nummer ét album i USA.

Det vidste du ikke om Taylor Swift

– Taylor Swift har altid haft et talent for musik og sangskrivning. Allerede som 11-årig vandt hun en lokal sangkonkurrence, og i 5. klasse vandt hun en national poesikonkurrence med sit digt “Monster In My Closet”.

– Hendes album “Fearless” er det mest belønnet nogensinde indenfor country music. Albummet har fået platinstatus i seks lande. Det er blevet solgt i 9 millioner eksemplarer verden over og gjorde dengang 18-årige Taylor til den yngste kunstner i historien til at have året mest solgte album i USA.

– Taylor har  vundet “Album of the Year” ved Grammy Awards to gange. I 2010 med albummet “Fearless” og igen i 2016 med sit album “1989”. Hun er derved den yngste til at modtage prisen, da hun fik den i 2010 som 20-årige. Hun er også den eneste kvinde, der har modtaget prisen to gange.

– Taylor er gode venner med Selena Gomez og Emma Stone. Hun er derudover også venner med Hayley Williams, Emma Watson og youtuberen PewDiePie.

– Taylor er en af de mest fulgte kendte på sociale medier. På Twitter har hun 81,4 millioner følgere og på Instagram har hun 92,5 millioner følgere.

– Hun har to musikvideoer med over 1 milliard visninger. Blank Space er blevet vist 1,8 milliard visninger og Shake It Off har 1,7 milliard visninger.

– Taylor har været med i  filmen Valentine’s Day i 2010. Hun har også været med i en episode af CSI i 2000 og lagt stemme til den animerede film The Lorax i rollen som Audrey i 2012.

Kilder: Wikipedia & taylorswiftplanet.com

I sidste måned slog den 30-årige sangerinde endnu en rekord, da hun overgik Whitney Houston som værende den kvinde, der samlet set har ligget nummer ét på Billboard-listen flest uger. Det har Taylor Swift indtil videre gjort i 46 uger.

Powered by Labrador CMS