Hvad skal prinsen hedde? Briterne er allerede klar med et navn

Hertuginde Kate og prins William behøver ikke gruble længe over svaret på dette spørgsmål: Hvad skal prinsen hedde? Både de britiske borgere og bookmakerne står klar på sidelinjen med klare favoritter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvad skal prinsen hedde?

Når man som forældre får sit første barn, så har mange ofte forberedt lister med favoritnavne, som der skal vælges imellem.

Alt det har man lagt fra sig, når barn nummer to kommer – og ved det tredje barn, ja der er mange måske helt idé-forladte, fordi det her bare handler om overlevelse.

Så slemt står det dog næppe til i det britiske kongehus, hvor hertuginde Kate og prins William mandag den 23. april blev forældre for netop tredje gang.

Der er hjælp at hente til de nybagte forældre

Parret, der i forvejen er forældre til prins George og prinsesse Charlotte, fødte en søn klokken 11.01.

Af indlysende årsager aner vi jo ikke, om Kate og William forlængst har lagt sig fast på et navn til den nyankomne i den royale familie.

Men skulle det charmerende par – der på et tidspunkt skal indtage rollen som regenter over Storbritannien – være i tvivl, så er der hjælp at hente.

Det kunne godt ende med en Arthur

Adskillige booking-firmaer har naturligvis valgt at søsætte spil på dette royale spørgsmål.

Således skriver The Sun, der har lavet sin egen meningsmåling, at man blot får sine penge 1,75 gange igen, såfremt det ender med, at prinsen bliver døbt Arthur.

På andenpladsen kommer James, hvor odds er 4,0 – altså får man 400 kroner igen, hvis man gambler for 100 kroner, og det vel at mærke ender med James.

Alexander er ikke blandt favoritterne

Prins Albert er åbenbart også en reel mulighed – dét navn ligger på tredjepladsen med et odds på 5,5.

Herefter følger Philip (odds 6,0) samt Thomas og Edward, der begge giver pengene 12 gange igen.

Louis, Jack og Henry indtager en delt syvendeplads til odds 14,0, mens man får pengene 16 gange igen, hvis valget falder på Alexander.

Powered by Labrador CMS