Hvor sjovt bor en komiker? Se med her
Du kan endda spare gode penge ved at slå til nu. For boligen er til salg.
Har du små 16 millioner kroner liggende til dit næste boligkøb? Så har du chancen for at overtage Omar Marzouks liebhavervilla på Frederiksberg i København. Det skriver Boliga.
Faktisk er der tale om lidt af et slagtilbud, da villaen oprindeligt blev sat til salg til små 17 millioner kroner.
Prisen er siden blevet sænket, og for de mange, mange penge får man en villa bygget i 1896 på 219 kvadratmeter. Bernstorff Estate, der står for salget, skriver, at det er “respektfuldt istandsat fra kælder til kvist.”
Med i købet følger en have med gamle frugttræer, et legehus og en altan, hvor man kan nyde aftensolen. Synes du, at 16 millioner kroner er mange penge for et hus på Frederiksberg, skal du vide, at det langt fra er den dyreste handel, der er lavet i den del af landet.
Boliga skriver, at der i 2018 blev solgt en villa på 460 kvadratmeter til mere end 51 millioner kroner. Omar Marzouk har boet på adressen i godt 10 år. Historien melder ikke noget om, hvor han flytter hen.