I år har du magt over Dansk Melodi Grand Prix
Mandag starter afstemningen, hvor danskerne kan vælge, hvem der skal dyste til Dansk Melodi Grand Prix.
Når Dansk Melodi Grand Prix løber af stablen i København i marts, kan danskerne som noget nyt være med til at bestemme, hvem der skal have lov til at dyste i den populære sangkonkurrence.
I år får de nemlig mulighed for at vælge tre af de ti artister, der skal på scenen til grandprixet, og blandt de håbefulde kandidater er der flere tidligere X Factor-deltagere.
Artiklen fortsætter under videoen
Nemlig Jamie Talbot, der blev nummer to i 2018, samt gruppen Ben + Tan, som består af Benjamin, der blev nummer to i 2019 og Tanne fra Oh Lands gruppe “Echo” samme år.
Du kan stemme fra i dag
Fra mandag morgen er det muligt at stemme på, hvilke artister der skal have lov at deltage i melodigrandprixet via dr.dk/grandprix.
Det skriver Have Kommunikation i en pressemeddelelse.
– Ved i år at invitere danskerne ind allerede i indløbet til showet, sikrer vi, at vi kommer ud i hele landet og er med til at give danskerne et bedre indblik i musikken, kunstnerne og påbegynde en samtale om musik og smag allerede før vi samles foran fjernsynet, udtaler ledende chefredaktør for Dansk Melodi Grand Prix, Gustav Lützhøft.
De tre sange, som danskerne får lov til at pege på, udvælges fra et felt bestående af ni sange.
De er blevet udvalgt af en musikfaglig jury i DR’s P4-distrikter, og herefter er landet blevet delt op i tre landsdele – nord, syd og øst – med tre sange i hver.
Det betyder, at alt efter, hvor man bor, kan man stemme på én ud af de tre sange i sin landsdel.
Tre sange går videre
De tre sange, der får flest stemmer på landsplan, får lov at gå på scenen til melodigrandprixet, hvor de to skuespillere Rasmus Bjerg og Hella Joof i år skal være værter.
Når danskerne har valgt de tre sange, vil den musikfaglige jury herefter uddele såkaldte finale-wild cards til to af de sange, der ikke blev stemt videre.
Det giver fem sange, som dermed klarer sig videre og tilslutter sig fem – endnu ikke offentliggjorte – numre, der er blevet udvalgt af en fagjury.
Dansk Melodi Grand Prix afholdes i Royal Arena i København den 7. marts.
De ni artister og sange, som danskerne kan stemme på via dr.dk/grandprix er:
MieLou – “We Could Be So Beautiful”
Sander Sanchez – “Screens”
Emil – “Ville ønske jeg havde kendt dig”
Kenny Duerlund – “Forget it All”
Jamie Talbot – “Bye Bye Heaven”
Nick Jones – “2 AM”
SamSara – “For You”
Søren Okholm – “Impossible Dreamers”
Ben + Tan – “Yes”