I dag fylder hun 40

Teatret har åbnet op for tv-roller og en sejr i "Vild med dans". Den 27. december fylder Merete Mærkedahl 40 år

I 2020 vandt Merete Mærkedahl den 17. sæson af 'Vild med dans' med dansepartneren Thomas Evers Poulsen. Den 27. december fylder skuespilleren 40 år.
I 2020 vandt Merete Mærkedahl den 17. sæson af "Vild med dans" med dansepartneren Thomas Evers Poulsen. Den 27. december fylder skuespilleren 40 år.
Udgivet Opdateret

At Merete Mærkedahl skulle gøre karriere som entertainer, har ikke altid været indlysende.

Skuespilleren har før givet udtryk for, at hun inderst inde rummer både generthed og blufærdighed, men ikke desto mindre har karrieren været brolagt med roller i både teater, tv og revyer.

Merete Mærkedahl står i dag med mere end 20 års erfaring fra skuespil samt en sejr i 17. udgave af "Vild med dans".

Allerede i 2000 medvirkede Mærkedahl i sit første store teaterjob med stykket "Joseph" på Gellerupscenen.

Siden er det blevet til et hav af roller på de skrå brædder, mens tv-roller med årene er kommet til at fylde mere og mere.

Sidstnævnte skyldes i høj grad rollen som stuepigen Otilia i den populære tv-serie "Badehotellet".

Flere revyer

Merete Mærkedahl har desuden medvirket i flere revyer med stor succes.

I sin revydebut i 2018 blev hun hædret med prisen for årets revytalent for sin medvirken i "Hjørring Revyen".

Siden har Mærkedahl i 2019 spillet med i "Esbjerg Revyen", mens 2021 bød på hendes første optræden i "Cirkusrevyen", som hun også er en del af i 2022 sammen med blandt andre Lisbet Dahl og Niels Olsen.

Hoppede i danseskoene

I 2020 stak Mærkedahl i danseskoene for at deltage i den 17. udgave af "Vild med dans", hvor hun udgjorde en vindende duo sammen med den professionelle danser Thomas Evers Poulsen.

I kølvandet på sejren har Mærkedahl givet udtryk for, at hun i løbet af konkurrencen kom mere i kontakt med sin sensuelle side, og at det har givet hende en øget følelse af frihed.

Flere 2022-projekter

2022 lover allerede nu flere projekter, som Mærkedahl er med i. Hun medvirker blandt andet i filmen "Fædre og mødre", niende sæson af "Badehotellet" samt "Cirkusrevyen".

Privat danner Mærkedahl par med skolelæreren Anna Windfeld. Parret har to børn.

Powered by Labrador CMS