I forsvar for Will Smith: Det var smukt
Skuespilleren Tiffany Haddish så en mand, der beskyttede sin kone, da Will Smith gav lussing til Chris Rock
Det var et "smukt" øjeblik, da skuespilleren Will Smith gav komikeren Chris Rock en lussing under Oscar-showet natten til mandag.
For det viste, at han beskytter sin kone, Jada Pinkett Smith, der var genstand for en joke fra komikeren, før lussingen blev uddelt.
Det siger den amerikanske komiker og skuespiller Tiffany Haddish til det amerikanske ugeblad People.
Det betyder noget
Haddish har spillet sammen med Jada Pinkett Smith i filmen "Girls Trip" fra 2017.
- Da jeg så en sort mand beskytte sin kone, så betød det rigtig meget for mig, siger hun til People.
Efter lussingen råbte Will Smith fra salen til Chris Rock.
- Hold min kones navn ude af din fucking mund, lød det fra Will Smith flere gange.
Lige på kornet
Will Smiths opførsel har mødt udbredt kritik, men ifølge Tiffany Haddish opførte han sig, lige som han burde.
- Det er, hvad en ægtemand skal gøre, ikke sandt? Beskytte dig. Og det betød rigtig meget for mig.
- Og det kan måske være, at verden ikke kan lide, hvad der skete. Men for mig så var det den smukkeste ting, jeg nogensinde har set, fordi det fik mig til at tro på, at der stadig er mænd derude, som elsker og passer på deres kvinder, deres koner, siger Haddish til People.
Tiffany Haddish oplevede episoden på tæt hold.
Hun var med ved Oscar-showet, hvor hun uddelte prisen for Bedste Internationale Film.