I krig på grønsværen

"Plæneklipperen" og TV 2-profilen mødes på grønsværen

Udgivet Opdateret

Efter tre års fravær grundet coronapandemien er Unicef Cup tilbage. På årets kendishold er der flere velkendte ansigter iblandt.

Den velgørende fodboldturnering Unicef Cup bliver efter tre års fravær grundet den verdensomspændende coronapandemi fløjtet i gang igen.

Det sker den 17. september i Ceres Arena i Aarhus, annoncerer Unicef.

Seks hold med flere kendisser iblandt møder hinanden på grønsværen i kampen om trofæet - og ikke mindst om at samle penge ind til Unicefs arbejde for at sikre vacciner til alle verdens børn.

TV-værter vandt sidst

Hvert hold består af spillere med en bestemt profil.

Det første hold består af tv-værter. I år har det Lars Christiansen, der er håndboldekspert på TV 2 Sport, som anfører.

Til at hjælpe sig med at genvinde titlen, som de vandt for tre år siden, har den tidligere håndboldstjerne to tidligere fodboldspillere på holdet i form af Stig Tøfting og Thomas Gravesen med sig. De bruger i dag også deres ekspertise i fjernsynet.

Inkarnerede AGF-fans

Hos holdet AGF Legends & Friends bærer den tidligere aarhusianske fodboldprofil Bent Wachmann anførerbindet og får blandt andet selskab af tidligere fodboldspiller Martin Jørgensen og af TV 2-korrespondenten Rasmus Tantholdt. Sidstnævnte er så inkarneret AGF-fan, at han har klubbens logo tatoveret på overarmen.

Også et komikerhold, der ledes af Carsten Bang og har den nye Vild med dans-vært, Martin Johannes Larsen, samt Geo i truppen, kaster sig ud i Unicef Cup.

Det samme gør et skuespillerhold med Cyron Melville, der i øvrigt portrætterede Brian Laudrup i filmen "Sommeren '92", som anfører.

STIG TØFTING

Stig Tøfting (født 14. august 1969 i Aarhus) er en tidligere dansk professionel fodboldspiller og tidligere assistenttræner i Randers FC og AGF.

Tøfting begyndte sin karriere som professionel fodboldspiller hos AGF i 1989 og er til trods for kontrakter med en lang række udenlandske klubber bl.a. Hamburger SV, MSV Duisburg og Bolton Wanderers først og fremmest kendt for sin tilknytning til AGF ad flere omgange. 

Han debuterede som landsholdsspiller den 30. januar 1993 i en venskabskamp mod USA og nåede at spille 41 landskampe herunder to EM- og to VM-slutrunder, inden han sluttede sin aktive karriere som 38-årig i 2007 som den hidtil ældste markspiller i den bedste danske række.

Hans karriere har også bragt ham forbi OB og senest Randers FC, hvor han også har fungeret som assistenttræner. Som spiller var Tøfting en typisk defensiv midtbanespiller med kraftfulde tacklinger, hvilket foruden kælenavnet "Tøffe" også gav ham tilnavnet »Plæneklipperen«.

Tøfting har desuden været en kontroversiel person både på og udenfor banen – bl.a. i forbindelse med flere voldsepisoder, der også har kostet ham en fængselsstraf. 

I 2005 udgav han selvbiografien »No Regrets« på People's Press, som er skrevet i samarbejde med journalisten Lars Steen Pedersen. I Danmark har bogen solgt over 90.000 eksemplarer.

Stig Tøfting har siden 2009 været ansat på CANAL9 som fodboldkommentator og ekspert, men det sluttede i sommeren 2015 eftersom SBS Discovery ikke ville bruge ham i deres nye setup af ALKA Superligaen.

Konkurrenten fra TV3 SPORT valgte at hente Stig ind som fodboldkommentator eftersom han var ledig på markedet.

Kilde: Wikipedia

De sidste to hold udgøres af Dansk Ingeniør Service og af arrangørerne selv.

Alle kampene bliver kommenteret af Thomas Kristensen og Claus Elming.

De to TV-profiler, Stig Tøfting og Rasmus Tantholdt, stiller op for hver deres hold i Unicef Cup.
De to TV-profiler, Stig Tøfting og Rasmus Tantholdt, stiller op for hver deres hold i Unicef Cup.
Powered by Labrador CMS