I modvind efter brud på corona-regler
Peter Hummelgaard (S), der 17. januar fylder 40 år, fik som beskæftigelsesminister indført Arne-pensionen
Først beskæftigelsesminister. Dernæst justitsminister. Og endelig statsminister.
Sådan var Mette Frederiksens (S) vej til det mest magtfulde politiske embede i Danmark, og hendes afløser, når den tid kommer, kan meget vel have taget samme vej.
Peter Hummelgaard (S), som tirsdag den 17. januar fylder 40 år, blev i december udnævnt til justitsminister i SVM-regeringen, efter at han i tre et halvt år havde siddet som beskæftigelsesminister i S-regeringen.
Fra november 2020 og i lidt over et år frem var han ligeledes udstyret med regeringens uofficielle vandrepokal, posten som ligestillingsminister.
Stor tænker
Som beskæftigelsesminister fik arbejdersønnen fra Amager store plusser i karakterbogen, da han forhandlede den såkaldte Arne-pension, retten til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, på plads. Det skete med opbakning fra Dansk Folkeparti.
Posten som justitsminister ses som en forfremmelse. Og Peter Hummelgaard, der har siddet i Folketinget siden 2015, er blandt andet indtrådt i regeringens Koordinationsudvalg og i Sikkerhedsudvalget.
Han er kendt som en af Socialdemokratiets tænkere og har blandt andet skrevet bogen "Den syge kapitalisme".
Den tidligere formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) har som søn af en ekspeditionsarbejder og en rengøringsassistent aldrig lagt skjul på sin arbejderbaggrund, hvor han voksede op i en boligblok i Kastrup.
Kørt hjem af politiet
Området, hvor Peter Hummelgaard boede, var dengang "ikke det bedste kvarter", forklarede han i 2016 i et stort interview med Euroman.
Her fortalte han, at han i de unge teenageår havde prøvet at blive kørt hjem af politiet.
- Vi var nogle stykker, der havde opsnappet nogle rigtig voldsomme kanonslag, som vi bandt fast til en telefonboks, sagde han dengang.
Ikke alle Peter Hummelgaards bekendte fra dengang holdt sig på den rigtige side af loven. Men selv blev han først student, og i 2012 blev han uddannet jurist.
I modvind
Som minister har Peter Hummelgaard ved flere lejligheder oplevet, at man bliver genstand for mere opmærksomhed end som menigt folketingsmedlem.
I 2020 kom han i modvind i en sag, hvor han sammen med ministerkollegaen Ane Halsboe-Jørgensen (S) brød coronareglerne ved sammen med deres partnere at fjerne afspærringer, så de kunne sidde ved siden af hinanden under en forestilling i Operaen.
Den slags flugtede meget dårligt med Mette Frederiksens bøn om at udvise samfundssind, og Peter Hummelgaard måtte gå bodsgang.
- Det er klart, at jeg som minister har et særligt ansvar for at overholde reglerne der, hvor man er, skrev han til B.T.
Privat er Peter Hummelgaard gift med Sara Vad Sørensen, der er tidligere særlig rådgiver for Mette Frederiksen. Parret bor på Amager og har to døtre sammen.