I sorg: Han er død
Flere internationale stjerner har indspillet Gordon Lightfoots numre, heriblandt Bob Dylan
Den canadiske sanger og sangskriver Gordon Lightfoot er død i en alder af 84 år.
Det oplyser hans publicist, Victoria Lord, mandag canadisk tid til mediet CBC.
Han er især kendt for sangene "If You Could Read My Mind" and "The Wreck of the Edmund Fitzgerald".
CBC beskriver Lightfoots musik som værende indskrevet i "Canadas musikalske landskab".
Internationale stjerner
Flere af hans sange er blevet indspillet af internationale stjerner som Elvis Presley, Johnny Cash, Bob Dylan og Neil Young.
Bob Dylan har ifølge magasinet Far Out beskrevet ham som en af sine yndlingskomponister.
- Gordo (Gordon Lightfoot red.) har været her lige så længe, som jeg har. "Shadows", "Sundown", "If You Could Read My Mind". Jeg kan ikke komme i tanke om nogen sange, jeg ikke kan lide, har Bob Dylan udtalt.
Canadas 'Mount Rushmore'
Musikeren Tom Cochrane havde i en dokumentar fra 2019 også store ord til overs for Lightfoot.
- Hvis der var en Mount Rushmore i Canada, så ville Gordon være på den.
Mount Rushmore er det amerikanske mindesmærke for fire tidligere præsidenter bestående af granit i delstaten South Dakota.
Lightfoot blev født i 1938 i Orillia i provinsen Ontario.
Han er vores hofdigter
Rush-sangeren Geddy Lee hyldede også Lightfoot i dokumentaren fra 2019.
- Han er vores hofdigter, vores ikoniske sanger og sangskriver, sagde Geddy Lee ifølge CBC.
Masser af priser
Lightfoot modtog i alt 16 Juno Priser for sine enestående bidrag til musikken af den canadiske musikindustri.
Han blev nomineret til en Grammy fem gange.
- Gordons sange er kunst, der er lige så relevant som klassiske digte, sagde Cochrane i dokumentaren ifølge CBC.
- Men endnu vigtigere så viste Gordon Lightfoot os, at man kan være tro mod sit ophav. Man kan blive inspireret hjemme og i sit land og inkorporere den inspiration i sine værker og have succes internationalt.