Iben Hjejle går solo

Nicolaj Kopernikus og konen skal skilles. Også Iben Hjejle og kæresten har brudt med hinanden.

Iben Hjejle er én blandt flere kendte danskere, der er blevet single igen. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter 24-års ægteskab skal skuespilleren Nicolaj Kopernikus og hans hustru, koreografen Birgitte Næss-Schmidt, skilles.

Beslutningen er truffet i fællesskab, oplyser den 53-årige skuespiller til Se og Hør og tilføjer, at han ikke har fået en ny kæreste, men i øvrigt ikke yderligere kommenterer skilsmissen.

Parret, som har tre børn sammen, er flyttet fra hinanden og har fået solgt huset nord for København, som siden 2002 har været familiens base.

Solo af forskellige årsager

Skuespillerinden Iben Hjejle har også brudt med sin respektive partner, Ulrik Wivel, som hun har dannet par med siden 2015.

Det fortæller den 49-årige skuespillerinde i DR-podcasten “Hjerteflimmer”.

– Jeg vil sige, jeg er solo af nogle forskellige årsager – det har jeg været mange gange før i mit liv. Jeg er måske en seriel monogamist, siger hun i podcasten ifølge Se og Hør.

– Jeg er ikke opsøgende, jeg er afventende, tilføjer hun ifølge ugebladet.

Tidligere på ugen kunne også skuespillerkollegaen Janus Bakrawi berette, at han var blevet single.

Han og hans daværende kæreste, Kira Møller, har brudt forlovelsen og er gået fra hinanden efter tre års forhold, fortalte den Vild med dans-aktuelle skuespiller til Billed-Bladet.

– Der er kommet ting frem, som vi ikke er helt fælles om. Vi fandt ud af, der skulle indgås for mange kompromiser, og det ønsker vi ikke, sagde han til ugebladet.

Powered by Labrador CMS