Idrætsglad prins indvier antidoping-organisation
Prins Daniel forestod mandag åbningen af ny organisation, der fremadrettet forestår svensk antidoping-kontrol
Mandag den 11. januar var der officiel åbning af den uafhængige organisation Antidoping Sverige, der nu tager over som Sveriges nationale antidoping-organisation efter det svenske idrætsforbund.
For selv åbningen stod prins Daniel. Det fremgår blandt andet af det svenske kongehus’ hjemmeside.
Artiklen fortsætter under videoen
Kongehuset har også delt et videoopslag på Instagram, hvor man kan se prinsens åbningstale.
“Idræt er for alle. Her skal alle have mulighed for at deltage og konkurrere på lige vilkår,” siger prinsen blandt andet i talen.
Vis dette opslag på Instagram
Han nævner også, at såfremt man bryder reglerne, skal man tage konsekvenserne, og at disse konsekvenser skal være på lige vilkår uanset hvem eller hvor man er.
“Vi ønsker alle en ren og retfærdig sport.Og hvis vi skal komme derhen, skal vi have et effektivt antidoping-arbejde overalt i verden,” siger han.
Prins Daniel har selv været stærkt involveret i kampen for et sundere og aktivt samfund.Han har haft en passion for sport hele sit liv og arbejdede efter en kort tid i hæren som fitnessinstruktør og personlig træner, inden han mødte og blev gift med kronprinsesse Victoria.