Ikonisk skuespiller død
Concha Velasco blev 84 år gammel
Den højtanerkendte spanske skuespiller og sangerinde Concha Velasco er gået bort.
Hun døde lørdag på et hospital i Madrid efter en årelang kamp mod lymfekræft.
Det skriver flere spanske medier.
Et kulturelt ikon
Concha Velasco var et kulturelt ikon i sit hjemland.
Hendes karriere strakte sig over fem årtier, hvor hun medvirkede i flere end 80 film og dertil havde roller i adskillige tv-produktioner samt i snesevis af teateropsætninger.
Og så havde hun desuden stor succes som sanger. Blandt andet med nummeret 'Chica ye ye'.
Stor blandt de store
Den triste nyhed har skabt reaktioner overalt i Spanien.
For eksempel har premierminister Pedro Sánchez udtrykt sin store sorg over tabet af den uhyre populære skuespiller, som han kalder 'stor blandt de store' og 'en myte' i den spanske kulturverden'.
Concha Velasco blev 84 år gammel.