Indlagt men vaccineret
Aktivist og præst Jesse Jackson er endt på hospitalet sammen med sin kone
Borgerrettighedslederen Jesse Jackson er sammen med sin kone blevet indlagt lørdag, efter de testede positiv for Covid-19.
Det skriver People.
Fuldt vaccineret
Ifølge mediet blev Jesse Jackson vaccineret med Pfizer-vaccinen tilbage i januar.
Ægteparret er indlagt på Northwestern Hospital i Chicago.
- Der er ikke flere opdateringer lige nu, de vil komme, som det bliver muligt, lyder det fra parrets søn og talsperson Jonathan Jackson.
Marcherede for frihed
Den 79-årige præst er kendt for, at han marcherede med Martin Luther King i 1960'erne, og i år 2000 gav daværende præsident Bill Clinton ham prisen "Medal of Freedom".
Mediet understreger også, at corona-vacciner ikke er 100 procent sikre, men at at størstedelen af de amerikanske smittetilfælde sker blandt ikke-vaccinerede personer.
I Israel er man begyndt at genvaccinere personer, som har fået Pfizer-vaccinen i januar, da det lader til, at den er mest effektiv inden for de første seks måneder.