Indrømmer kendt komiker at have slået dansker ihjel?

John Cleese fortæller i et interview i talkshowet The Late Show with Stephen Colbert om, at have forårsaget en dansk mands død

Offentliggjort Sidst opdateret

En historie, som komikeren John Cleese kunne fortælle i talkshowet The Late Show with Stephen Colbert har givet begrebet ‘dø af grin’ en helt ny klang.

Monty Python og Halløj på Badehotellet-legenden påstår nemlig, at han har været skyld i en dansk tandlæges død.

Det skete for 30 år siden, da komedien A Fish Called Wanda med John Cleese og Monty Python-kollegaen Michael Palin gik sin sejrsgang i de danske biografer.

Her morede en dansk mand sig så meget over filmen, at han bogstaveligt døde af grin, fortæller John Cleese:

– Han var tandlæge i Aarhus, Danmarks næststørste by. Han var kendt for sit grin, og efter fem minutter af filmen begyndte han at grine, og han stoppede ikke igen. Han fik et hjerteanfald og døde. Han blev båret ud af salen, så ja, jeg har slået en mand ihjel, indrømmer Cleese.

Angrer ikke

De fleste normale mennesker ville nok ikke reagere som John Cleese, hvis de fik at vide, at de havde været skyld i et andet menneskes død.

Men Cleese er alt andet end normal, og har en lidt anden tilgang til livet – og døden:

– Jeg blev glad, da jeg hørte om det, siger komikeren, der indrømmer at det er lidt af en bekræftelse på ens arbejde, når folk bogstaveligt talt dør af grin.

Og selvom det kan lyde både koldt og kynisk fra Cleeses side, så har han skam en pointe, der er værd at tænke over:

– Man skal jo dø på et tidspunkt, og så er det ikke helt skidt at dø af grin. Det er nok den bedste måde at dø på, siger John Cleese.

Død mands søn: Historien er god nok – med modifikationer

Historien om den døde tandlæge var længe en vandrehistorie, som Monty Python-fans kunne fortælle hinanden.

Men historien er faktisk god nok. Det kunne Information berette i 2013, da den afdødes søn havde henvendt sig til avisen.

Der er dog et par detaljer, som Cleese behændigt nok har udeladt. For manden omkom nemlig under en scene, hvor Michael Palin – Cleeses ven, kollega og rival – får stukket to pomfritter i næsen og et æble i munden.

Desuden var manden – 71 årige Ole Bentzen – ikke tandlæge, men audiolog. Så fik vi også det på plads.

Mandens søn, Niels Bentzen, har i øvrigt selv fortalt den rigtige historie til John Cleese, som åbenbart ikke har valgt at lytte – måske fordi det i virkeligheden var Palin, og ikke ham, der slog en dansk mand ihjel.

Powered by Labrador CMS