'Ingrid Dahl' fylder rundt

Skuespiller Charlotte Fich blev kendt som Ingrid Dahl fra dramaserien "Rejseholdet". Men hun gør også karriere som sanger. Den 26. september bliver hun 60 år

Skuespiller Charlotte Fich fylder 60 år søndag den 26. september. (Arkivfoto 2017)
Skuespiller Charlotte Fich fylder 60 år søndag den 26. september. (Arkivfoto 2017)
Offentliggjort Sidst opdateret

Hun har medvirket i en håndfuld af populære tv-serier: "Jul i Juleland", "Taxa", "Rejseholdet", "Lærkevej", "Rita" og "Broen".

Hertil kommer hendes roller i en snes spillefilm, iblandt dem "Det store flip" fra 1997 og "Drabet" (2005), der er instrueret af hendes ægtemand, filminstruktør Per Fly.

Skuespiller Charlotte Fich, som søndag den 26. september fylder 60 år, er dog især kendt som den rødhårede drabschef Ingrid Dahl i "Rejseholdet".

Stadig genkendt

Hun får til stadighed reaktioner på rollen, selv om den er flere årtier gammel, for serien nægter ganske enkelt at dø.

- Den har simpelthen sit eget liv, sagde hun i 2017 til Billed-Bladet, da DR genudsendte seriens første sæson, som trak næsten en halv million seere ved genudsendelsen.

Figuren Ingrid Dahl var den første i rækken af seje politikvinder med et omtumlet privatliv og personlighed i dansk drama.

Charlotte Fich fandt inspiration til karakteren fra blandt andre den britiske stjerneskuespiller Helen Mirrens rolle i serien "Prime Suspect" som kriminalinspektør Jane Tennison, fortalte hun til Billed-Bladet.

Skuespiller Charlotte Fich og gemalen, filminstruktør Per Fly, på den røde løber til gallapremiere på Ole Christian Madsens film 'Krudttønden' den 4. marts 2020. Charlotte Fich fylder 60 år søndag den 26. september.
Skuespiller Charlotte Fich og gemalen, filminstruktør Per Fly, på den røde løber til gallapremiere på Ole Christian Madsens film "Krudttønden" den 4. marts 2020. Charlotte Fich fylder 60 år søndag den 26. september.

Musikken som glæde

Hun voksede op i Dragør som datter af en arkitekt og en seminarielærer. Blev uddannet i 1989 på Aarhus Teaters Elevskole og indledte karrieren som ansat på Aarhus Teater i årene 1989-1993.

Herefter fortsatte hun freelance med film, teater og tv. Hun har medvirket i flere musicals.

Efter mange år med skuespillet greb Charlotte Fich fat i en anden gren af sit talent og tog på sangskriverkursus. Hun fik samlet en gruppe og udgivet en ep, "Små skred", på iTunes med fire sange af egen produktion. I 2016 fulgte albummet "Svæv".

- Jeg har hele tiden haft musikken liggende som en grundtone af glæde og lidenskab og som noget, jeg har haft lyst til, men ikke fik gjort så meget ved, fortalte hun i 2013 til ugebladet Søndag.

Charlotte Fich har modtaget flere priser. Hendes birolle i "Drabet" fra 2005 indbragte hende både en Bodil og en Robert. Birollen i "Kærlighed på Film" (2007) skaffede hende endnu en Bodil samt en Zulu Award.

Hun blev gift med Per Fly i 2000. De har sønnerne Anton og Aksel.

Charlotte Fich

Charlotte Fich, født 26. september 1961, er en dansk skuespiller. Hun fik sit gennembrud i DR-tv-serien Rejseholdet (1999-2003).

Hun er uddannet på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1989 og har siden 2000 været gift med filminstruktøren Per Fly. Charlotte Fich har med sin mand Per Fly sønnerne: Anton Fly Fich og Aksel Fly Fich.

DR2 Tema viste 10 juli 2016 TV programmet "Charlotte Fich - tilbage til Dragør".

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS