Isabella: -En rigtig rar følelse

Prinsesse Isabella mødte pressen foran Fredensborg Slot efter sin konfirmation

Udgivet Opdateret

At være blevet konfirmeret er en "rigtig rar følelse", som prinsesse Isabella "har set frem til i lang tid".

Det sagde hun på havetrappen ved Fredensborg Slot efter sin konfirmation lørdag formiddag.

Prinsesse Isabella og hendes forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, ankom lørdag i strålende solskin til Fredensborg Slotskirke kort før klokken 12.00.

Prinsessens farmor, dronning Margrethe, stod klar med kram til familien, da de ankom.

Knap halvanden time senere, kort før klokken 13.30, mødte prinsesse Isabella pressen sammen med sine forældre og søskende.

En fantastisk gudstjeneste

Konfirmationen foregik ved kongelig konfessionarius biskop Henrik Wigh-Poulsen. Det var "en fantastisk gudstjeneste", fortalte prinsessen.

Hun blev spurgt til, hvordan hun har det med, at hendes morfar, John Donaldson, ikke er med.

- Vi savner den australske familie meget, og vi ville ønske, at de kunne være her. Vi tænker meget på dem, sagde hun.

Til spørgsmålet om, hvad prinsessen har tænkt på at ville være som voksen, svarede hun:

- Jeg har ikke tænkt på noget endnu. Der er lang tid endnu, så jeg har masser af tid.

Privat fest

Selv om den efterfølgende konfirmationsfest er privat, satte prinsessen alligevel lidt ord på:

- Det skal være med vores allerbedste venner, familie og god frokost. Det bliver rigtig hyggeligt.

Ifølge B.T. skal bandet Danseorkestret optræde ved prinsessens konfirmation.

Brugt siden 1915

Fredensborg Slotskirke har været anvendt til kongelige konfirmationer siden 1915. Der er ikke andre konfirmander i kirken den dag, hvor et medlem af kongehuset konfirmeres.

Fredensborg Slotskirke dannede også rammen om hendes dåb, som fandt sted 1. juli 2007.

Inde i kirken er der i dagens anledning pyntet med blomsterdekorationer. Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside.

I udsmykningen indgår en særlig sort af hortensiaer med navnet "Princess of Passion". Den fik navnet af kronprinsesse Mary i 2019 ved Odense Blomsterfestival.

Prinsesse Isabella, klædt i hvidt, smilede over hele hovedet, da hun efter konfirmationen mødte pressen.
Prinsesse Isabella, klædt i hvidt, smilede over hele hovedet, da hun efter konfirmationen mødte pressen.

Nummer tre

Prinsesse Isabella er nummer tre i tronfølgen efter sin far, kronprins Frederik, og sin storebror, prins Christian.

I august 2013 begyndte hun i skole på Tranegårdskolen i Hellerup nord for København. Hun går nu i 8. klasse.

Efter sommerferien begynder hun i 9. klasse på Herlufsholm. Hun skal bo på kostskolen, hvor også prins Christian er kostskoleelev.

Powered by Labrador CMS