-Ja, vi er kærester

I ti års-jubilæumsudgaven af "Den store bagedyst", er to af deltagerne kærester med dansere fra "Vild med dans"

Sådan ser holdet altså ud til dette års udgave af 'Den store bagedyst'.
Sådan ser holdet altså ud til dette års udgave af "Den store bagedyst".
Udgivet Opdateret

Om bare to uger begynder den nye sæson af "Den store bagedyst".

Konkurrencen vender nemlig tilbage på skærmen lørdag den 2. oktober.

Og i år er to af deltagerne faktisk kærester med kendte skikkelser fra konkurrent-kanalen TV 2.

Den islandske bagedyst-deltager SæÞór danner nemlig par med den professionelle danser Thomas Evers Poulsen.

Mens Frederik, som også er ny bagedyst-deltager, er kærester med danseren Morten Kjeldgaard.

Begge dansere deltager i dette års sæson af "Vild med dans", som netop er startet på DRs rivalkanal.

Tiende gang i år

Og faktisk er det tiende gang, at vi kan følge med i deltagernes kageræs. Derfor bliver der skruet lidt ekstra op for programmet i år.

- Vi har givet Bagedyst-sæsonen et jubilæumsdrys hen over alle ni programmer, så vi kommer til at fejre jubilæet på mange forskellige måder, siger redaktøren for programmet, Søren Olsen, til DR.

Han løfter også sløret for nogle af de særlige elementer, som dette års bagedyst kommer til at indeholde.

Man kommer blandt andet til at se jubilæet afspejlet i nogle af konkurrencerne, og så er der besøg fra flere jubilæumsgæster.

Redaktøren forklarer til DR, at dette års deltagere endnu engang har hver deres egen unikke personlighed.

Plads til gamle kendinge

Men ellers bliver det tre velkendte ansigter, vi kommer til at se blandt dommerne og værten.

Igen i år er værtsrollen nemlig besat af Timm Vladimir, mens dommerholdet består af Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen.

Og Timm Vladimir har da også glædet sig til at vise danskerne den lidt specielle udgave af den tiende sæson i rækken:

- Fordi det er jubilæumssæson, kommer der tidligere deltagere ind, og vi giver den gas. Jeg har lavet den vildeste udfordring i finalen, og det klarer de altså godt. Folk er virkelig dygtige, har han sagt til Ekstra Bladet.

Den nye sæson af "Den store bagedyst" har premiere på DRTV og DR1 lørdag den 2. oktober.

Powered by Labrador CMS