Jagter kæmpe bjørn bag 40 indbrud

En usædvanligt stor bjørn med kælenavnet Hank the Tank har de seneste seks måneder skabt kaos i Californien

Amerikanske sortbjørne vejer normalt mellem 50 og 150 kilo. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

I Californien udspiller der sig for tiden en historie, der er som taget ud af et Anders And-blad.

Her leder myndighederne nemlig med lys og lygte efter en enorm amerikansk sortbjørn med kælenavnet Hank the Tank.

Den er eftersøgt for at have brudt ind i næsten 40 hjem de seneste seks måneder i området omkring Lake Tahoe.

Det skriver BBC.

En ordentlig klump

Bjørnen menes at veje omkring 227 kilo, hvilket er meget mere end en gennemsnitlig amerikansk sortbjørn.

Den har fået sit kælenavn for sin tendens til at brase ind i låste hjem i jagten på mad.

- Den har lært at bruge sin størrelse og styrke til at tvinge sig adgang til boliger, siger Peter Tira, der er talsmand for Californiens vildtstyrelse, til BBC.

- Den braser gennem garagedøre, den braser gennem hoveddøre. Den går også igennem vinduer.

Elsker menneskemad

En lokal dyrevelfærdsgruppe ved navn The Bear League oplyser, at Hank er blevet usædvanligt stor, fordi bjørnen har udviklet en forkærlighed for mad, der normalt er forbeholdt mennesker.

- Hank klarer sig ikke på en diet af myrer og bær, som mange andre vilde bjørne gør, forklarer Peter Tira til BBC.

- I Tahoe er der året rundt adgang til kalorieholdig mad. Det kan være gammel pizza, rester af is eller bare skrald. Det er nemmere for bjørnene at finde den slags mad end at skulle arbejde i timevis for at få larver ud af en død træstamme.

Dropper vinterdvale

På grund af den konstante adgang til mad ser Hank endda ud til at have droppet at gå i vinterdvale.

Myndighederne i Californien har oplyst, at de kan blive nødt til at aflive bjørnen, fordi den er blevet så vant til at omgås mennesker.

Dyrevelfærdsgrupper som The Bear League foreslår i stedet at flytte Hank til et naturreservat.

Indtil videre er ingen personer kommet til skade under Hank the Tanks indbrud, men det glemte medlem af Bjørnebanden har alligevel formået at skræmme borgerne i Tahoe.

- Jeg har boet i byen i 40 år, og jeg er på det seneste begyndt at låse mine døre. Det har jeg aldrig gjort før, sagde lokalbeboer Tim Johnson fredag aften lokal tid til mediet CBS News efter Hanks seneste indbrud.

Powered by Labrador CMS