Jakob Oftebro om knust forhold: Det er ikke en nyhed

Den norske skuespiller Jakob Oftebro vænner sig aldrig til at læse om sit kærlighedsforhold i nyhedsspalterne.

Jakob Oftebro. Arkivfoto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

For lidt mere end en uge siden kunne skuespiller Jakob Oftebro læse i avisspalterne om sit knuste kærlighedsforhold.

Den 31-årige skuespiller har tidligere dannet par med kollegaen Iben Akerlie, men da hun i et interview med den norske udgave af magasinet Costume erklærede forholdet slut, blev nyheden til forsidestof.

Og at se sit privat- og kærlighedsliv blive blæst op som nyhedsstof i aviserne, vænner Jakob Oftebro sig aldrig til.

Det fortæller 1864-skuespilleren i et nyt interview med den norske avis Aftenposten.

– Jeg tænker ikke, at det er en såkaldt nyhedshistorie. I hvert fald ikke, når den er fem måneder gammel. Men sådan er det jo, og det må man bare sluge, lyder det fra Jakob Oftebro i interviewet.

– Men man føler sig lidt blotlagt på dagen, tilføjer han.

Ingen detaljer

Jakob Oftebro ønsker i interviewet ikke at komme nærmere ind på detaljerne om bruddet med Iben Akerlie.

Han mødte den norske skuespillerinde i 2012, da de to spillede ulykkeligt forelskede i filmatiseringen af Hamsuns “Victoria”.

De to har tidligere boet sammen i en lejlighed på Nørrebro i København.

Jakob Oftebro er født i Oslo, men han har i mange år boet i den danske hovedstad, hvor han også afsluttede sin uddannelse som skuespiller på Statens Teaterskole.

Oftebro har medvirket i en række danske film og serier som eksempelvis “1864” og “Guldkysten”.

Powered by Labrador CMS