Jamrede af smerte efter ulykke
'Gandalf' fra 'Ringenes Herre', skuespilleren Ian McKellen, er ved godt mod efter fald fra teaterscene i London
Den 85-årige britiske skuespiller Ian McKellen er ved godt mod efter fald fra en teaterscene mandag aften.
Det skriver The Guardian.
Ulykken skete under forestillingen "Player Kings" i London på teateret Noël Coward, hvorfra han blev bragt til hospitalet.
Det er en talsperson, der har oplyst om McKellens tilstand. Talspersonen oplyser yderligere, at McKellen forventes at være tilbage ved fuld styrke hurtigt.
Forestilling aflyst
Der er ingen oplysninger om, hvilke skader, hvis nogen, den 85-årige skuespiller har pådraget sig.
Publikum blev efter faldet evakueret fra West End-teateret og informeret om, at forestillingen var aflyst.
Ian McKellen var i færd med at udføre en kampscene i rollen som John Falstaff, da han faldt.
Ifølge BBC kunne man høre ham jamre i smerte, hvorefter teatermedarbejdere skyndte sig hen til skuespilleren.
Meget chokerende
BBC har talt med en person, der befandt sig blandt publikum. Det var ifølge personen "meget chokerende" at overvære.
- Jeg håber virkelig, at han er okay, siger Sandro Trapani til mediet.
- Så vidt jeg kunne se, var han ved bevidsthed, for han spurgte om hjælp, siger Trapani.
Forestillingen, der fik premiere i april, skulle efter planen opføres i 12 uger.
Ian McKellen har haft en række store roller i sin karriere. Han skal efter planen spille med i en ny filmatisering af William Shakespeares "Hamlet", lige som han også har spillet med i "X-men" og "Skønheden og Udyret".