Jane Aamund: -Derfor sælger jeg min villa
Jane Aamund afslører nu, hvorfor villaen er sat til salg.
Den danske forfatterinde Jane Aamund, som mange nok har stiftet bekendtskab med gennem det filmatiserede værk Klinkevals – har sat sin store villa i Lemvig til salg.
Det 182 kvadratmeter store hus, der ligger med udsigt over indsejlingen til byens havn, er nemlig med sine to plan blevet for stor en mundfuld for den succesfulde skribent, der sidste vinter rundede 80 år.
– Min dejlige ejendom er til salg på grund af mit helbred.
– Jeg har fået opereret pacemaker i hjertet og får sondemad fem gange om dagen, siger Jane Aamund til Boliga.dk.
– Desværre faldt jeg og fik slået min lårknogle og hofteled, så jeg ikke kan komme ned ad vindeltrappen til underetagen.
– Så hvis min hund skal ud om natten, må jeg have kaldeapparat, mobil og alting med, fordi jeg er bange for at falde på trappen igen, siger hun.
I ejendommens underetage – som Jane Aamund flittigt har brugt, når hun har haft besøg af sin familie og ikke mindst børnebørnene – findes en stue med udgang til haven, en tv-stue og bl.a. også soveværelse og vaskekælder.
Mens der i stueplanet er hall, køkken i mørkt træ, soveværelse og Jane Aamunds arbejdsværelse, der vender mod fjorden. Det skriver Danbolig Lemvig – Jesper Andersen, der har ejendommen til salg, i deres salgsopstilling.
Bygger nyt hjem
Jane Aamund købte selv ejendommen i Lemvig i 2007.
Dengang var prisen 3.375.000 kr., og dermed er der altså ikke den helt store gevinst i sigte til forfatterinden, der er søster til forretningsmanden Asger Aamund.
Ejendommen er nemlig i denne omgang udbudt til salg for 2.850.000 kr.
Jane Aamund oplyser til Boliga.dk, at hun nu sammen med sine to hunde og to katte vil flytte tilbage til Nr. Nissum – godt 10 minutters kørsel øst for Lemvig – hvor hun også tidligere har været bosat.
Spritny hus
Denne gang bliver det dog i et splinternyt hus, som er opført specielt til hende.
– Jeg har gamle naboer, som synes, at det er et vovestykke at bygge nyt, når man som jeg er 80 år og lige har fået opereret pacemaker i hjertet og er på sondemad, siger Jane Aamund.
– Men jeg lever i nu’et og arbejder stadig med at skrive min nye bog, kronikker og artikler.
– Det holder mig i gang, og jeg elsker at skrive mine fem sider hver dag. Så mærker jeg ikke smerterne så meget, slutter Jane Aamund.