Jeanette springer ud

Fire kendisser går i mesterlære hos blandt andre Thure Lindhardt og Dejan Cukic i nyt DR-program

Svømmeren Jeanette Ottesen springer ud som skuespiller. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den professionelle svømmer Jeanette Ottesen er en af de fire kendisser, som springer ud fra ti-meter-vippen og kommer på dybt vand i det nye DR-kulturprogram “Den store premiere”, som sendes på DR1 fra 23. marts.

Sammen med den tidligere professionelle fodboldspiller Patrik Wozniacki, sangerinden Dorthe Gerlach fra bandet Hush og tidligere politiker Manu Sareen skal Jeanette Ottesen lære skuespillets kunst – fra komedien til tragedien.

De fire kendisser skal i lære hos fire professionelle skuespillere – Thure Lindhardt, Anne Louise Hassing, Sonja Richter og Dejan Cukic – og til sidst fremføre en forestilling.

Det annoncerer DR i en pressemeddelelse.

– I “Den store premiere” sætter vi spot på en af vores ældste kulturtraditioner og giver danskerne et unikt indblik i, hvad det rent faktisk kræver at være skuespiller på godt og ondt, forklarer DR’s underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme, i pressemeddelelsen og fortsætter:

– Seerne kommer med helt ind i maskinrummet. Fra læseprøven og øvelokalet til det færdige resultat på scenen. Det skal forhåbentlig give os alle en ny indsigt og interesse for både skuespil som fag og de store klassiske værker, som opføres, lyder det.

Fornem læremester

Den erfarne, prisvindende skuespiller Thure Lindhardt har sagt ja til at forberede de fire aspirerende skuespillere til at træde ud foran publikum ved den store premiere på Kronborg Slot.

– Det ser umiddelbart legende let ud, når man oplever en skuespiller på scenen. Men der ligger en masse øvelse og træning forud for en optræden, lyder det i pressemeddelelsen fra Thure Lindhardt.

– Jeg håber, at programmet vil give danskerne et indblik i teatrets verden og nogle af teatrets største klassikere. Og jeg håber især, at programmet kan give flere lyst til at gå på opdagelse i scenekunsten, tilføjer han.

“Den store premiere” kan ses på DR1 klokken 20.00 fra den 23. marts.

Powered by Labrador CMS