- Jeg bliver ulidelig uden musik

Alex Vargas bruger musikken i livets lyse stunder og i de mørkeste timer. Det bringer ham og resten af holdet i "Toppen af poppen" til tårer

Alex Vargas har rygende travlt for tiden. Han er aktuel i 'Toppen af poppen', han er ved at lægge sidste hånd på sin kommende plade, og så er han netop blevet far for anden gang. - Det er fantastisk! Det er virkelig, virkelig dejligt og skidesjovt. Men man lærer også, at der er forskel på at have et barn og at have børn. Det er en kæmpe omvæltning for os alle sammen, også for storesøster, fortæller Alex Vargas.
Alex Vargas har rygende travlt for tiden. Han er aktuel i "Toppen af poppen", han er ved at lægge sidste hånd på sin kommende plade, og så er han netop blevet far for anden gang. - Det er fantastisk! Det er virkelig, virkelig dejligt og skidesjovt. Men man lærer også, at der er forskel på at have et barn og at have børn. Det er en kæmpe omvæltning for os alle sammen, også for storesøster, fortæller Alex Vargas.
Offentliggjort Sidst opdateret

De forgangne fire uger har musikeren Alex Vargas fortolket andres numre i årets udgave af "Toppen af poppen".

Men søndag er det endelig hans tur til at sidde for bordenden og høre sine sange fortolket af resten af holdet, som består af Simon Kvamm, Mathilde Falch, Hjalmer, Maria Bramsen, Katinka Bjerregaard og Malte Ebert.

Alex Vargas er tidligere blevet spurgt, om han havde lyst til at medvirke i det populære program i bedste sendetid på TV 2. Men det er først i år, at han har følt sig parat.

- Jeg syntes, det var en smule nervepirrende at skulle have et kamera i snotten syv dage i træk, og så har jeg også syntes, at tanken om at nå så bredt ud var lidt angstprovokerende. Det har jeg ikke været klar til - før nu, siger Alex Vargas og uddyber:

- Jeg tror, det skyldtes følelsen af at miste kontrollen over, hvem der får lov til at tage stilling til, hvad jeg laver. Og det er jo fuldstændig latterligt. For som musiker har jeg selvfølgelig en drøm om at spille for så mange mennesker som muligt.

Vinder pris

Den 33-årige musiker, som er søn af en dansk-britisk mor og en uruguayansk far, slog for alvor igennem i 2016 med hitsinglen "Solid Ground", som blev fulgt op med megahittet "Shackled Up".

Den indbragte ham samme år en Danish Music Awards som Årets Danske Solist.

Med den i bagagen albumdebuterede han med pladen "Cohere", som rummede nummeret "Higher Ground".

Skelsættende episoder

I søndagens udgave af "Toppen af poppen" fortæller den anerkendte musiker om nogle af de skelsættende episoder, som ligger til grund for sangene - fra livets yderpunkter med den store kærlighed til en livsomvæltende sorg, som fik fundamentet til at forsvinde under ham.

- Jeg tør næsten ikke at tænke på, hvem jeg ville være uden musikken. Jeg eksisterer ikke uden den, fortæller Alex Vargas.

- Jeg bliver sindssyg, når jeg ikke får lov til at være kreativ. Jeg føler selv, jeg bliver ulidelig at være sammen med.

Følelser får frit løb

Søndagens udgave af "Toppen af poppen" bliver en følelsesladet aften for hele holdet.

I hans lyrik finder man kærestebreve til Lea, som han har datteren Dolly på to år og en nyfødt søn med.

I teksterne berører han også komplicerede konflikter, en destruktiv perfektionisme, som han har måttet søge psykologhjælp for, og så har han brugt musikken som en del af bearbejdelsen af sit livs største tragedie, da han mistede sin søster, som pludselig døde af en hjerneblødning.

- Det, der er sket i mit liv, og som bliver bragt i fokus i programmet, er ikke de store hemmeligheder. Det har været fremme før. Grænsen går ved at fortælle om andre mennesker i sådan en grad, at det begynder at føles, som om at man tager kontrollen fra dem, fortæller Alex Vargas.

- En gang imellem får jeg fortalt lidt for meget, og det var jeg nervøs for her. Men der var en kæmpe respekt fra produktionen, og jeg gik ikke derfra med følelsen af, at jeg havde fortalt for meget.

Alex Vargas udgør sammen med Simon Kvamm, Mathilde Falch, Hjalmer, Maria Bramsen, Katinka Bjerregaard og Malte Ebert årets hold i TV 2's uhyre populære musikfortolkningsprogram 'Toppen af poppen'.
Alex Vargas udgør sammen med Simon Kvamm, Mathilde Falch, Hjalmer, Maria Bramsen, Katinka Bjerregaard og Malte Ebert årets hold i TV 2's uhyre populære musikfortolkningsprogram "Toppen af poppen".

Skulle Alex Vargas medvirke i "Toppen af poppen" næste år, ville hans repertoire se en smule anderledes ud, og fortolkningerne kunne have været nogle helt andre end dem i søndagens program.

Alex Vargas har nemlig et nyt album på vej, og der er nogle anderledes toner på det end på de foregående udgivelser.

- Jeg har givet mere slip på nogle fronter, hvor jeg ellers plejer at have kontrol. Så der kommer nogle andre følelser på pladen. Jeg tror endda, at jeg har skrevet mine første sådan mere glade kærlighedssange, fortæller Alex Vargas.

- Jeg har været i et lykkeligt forhold i over otte år, så det er også på tide, siger han med et smil.

"Toppen af poppen" sendes på TV 2 søndag klokken 20.

Powered by Labrador CMS