-Jeg bliver ved med at være umoden

Rockmusiker Jesper Binzer balancerer mellem et rutinepræget familieliv og et liv med koncerter og nye piller.

D-A-D-forsanger Jesper Binzer udgav i 2017 sit første soloalbum, og til efteråret kommer det andet album i eget navn. Under coronakrisen har han spillet musik med sin 17-årige søn Benjamin i hygge-bandet “Ben&Jay”. – Foto: Carsten Andersen
Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdag til søndag er i størstedelen af rockmusiker Jesper Binzers liv gået med at skråle sange som “Sleeping My Day Away” og “Bad Craziness” fra festivalscener og spillesteder i hele verden.

Og siden han skabte bandet D-A-D i 1980’erne, har den 54-årige musiker været kendt og berygtet for sin voldsomme energi på scenen, hvor han svedende hopper, danser og råber til tonerne af fyrværkeri og rockede guitarsoloer.

Artiklen fortsætter under videoen

– Det er en kraftanstrengelse, for vi er 50-årige mænd, der opfører os som 27-årige på scenen, siger han.

Nu er Jesper Binzer gået solo – for anden gang i sin karriere – med singlen “Premonition”. Sangen er en del af et kommende album, som han planlægger at turnere landet tyndt med.

Men når det bliver hverdag, vender Jesper Binzer tilbage til sin familie og sit hus, hvor pligterne kalder. Pligter, der ikke ligefrem står højt på rockstjernens liste over favoritting.

– Jeg kan ikke tømme og fylde opvaskemaskinen tre dage i træk uden at blive fuldstændig mærkelig. Det kan ikke være rigtigt, tænker jeg. Jeg kan slet ikke klare, hvis det bliver for meget af det samme, siger rockmusikeren.

Rutiner er bare fedt

Alligevel holder han fast i småborgerlige hverdagsrutiner som at støvsuge og servere aftensmaden på bestemte tidspunkter. Det hjælper ham til at bruge kræfterne på scenen.

– Det er gået op for mig, at det med rutiner bare er fedt. Når man har spillet 40 koncerter, så er de sidste ti bare federe. Rutiner er dejlige, hvis man bare husker at putte mere og mere vildskab oven på fundamentet, siger Jesper Binzer.

Dug på bordet

Rutinerne er især rodfæstet i det hus på Amager, som han og familien flyttede i for nogle år siden.

Der er dug på havebordet og tændte stearinlys, og selv om maden måske ikke altid er serveret klokken 18, er han begyndt at kunne rumme tanken om det.

Alt sammen noget, enhver sand rockstjerne nok ville græmmes ved – Jesper Binzer inklusiv.

– Men jeg har fra starten af vidst, at jeg ikke ville være alene, og at jeg ville have et anker og et fast sted at være. For så kan jeg blive ved med at beholde en umoden, ukonventionel, irrationel del af mig selv, siger den 54-årige musiker.

I løbet af sidste år spillede han og D-A-D omkring 70 koncerter. 40 af dem spillede de i ét langt, sejt træk fra midten af oktober til midten af december.

Det hjalp gevaldigt, at han efterfølgende kunne komme hjem til sin familie for at få kræfterne tilbage.

– Jeg har også set mange eksempler på det modsatte. Hvis ikke man har fast grund at stå på, går det alt for hurtigt. Så vender man rundt i en kolbøtte, og så er man færdig, siger han.

Det betyder dog ikke, at han gemmer det rockede liv helt væk, når han er hjemme.

På hver etage i hans hus står en dårlig akustisk guitar, som han kan tage frem, når han vil skrive musik.

Nye piller

Og så finder han en gang imellem andre ting frem for at stimulere kreativiteten.

– For at der ikke skal gå opvaskemaskine i det hele, gør jeg ting på nye måder. Med nye piller, siger Jesper Binzer.

Han vil ikke afsløre, hvilke piller – eller andet i den dur – han taler om. Men han vil gerne fortælle om det i en bredere forstand.

– Jeg er en ældre herre på 54 år, der har prøvet det hele. Men aldrig noget, jeg er blevet fanget af, for det må bare ikke fange mig. Jeg elsker, når bevidstheden bliver rykket bare fem centimeter til den ene side, siger han.

Sætter sine spor

Stjernelivet sætter dog sine spor. Især på familien.

Jesper Binzer har to døtre i midten af 20’erne, der begge er flyttet hjemmefra, mens hans søn Benjamin på 17 år stadig bor hjemme.

Sønnen har haft en barndom som få andre med en far, der konstant har skiftet mellem at være på turné og at sidde hjemme i sofaen for at tanke energi op.

Men det gør en forskel, at det egentlig altid har været sådan, fortæller musikeren.

– Det er noget, vi har levet med i familien i over 20 år, og det går rimeligt smertefrit med det. Der er ikke så meget andet at gøre end at anerkende, at det bare er sådan, og at vi har et mere dynamisk familieliv, med hvad der dertil hører af faldgruber, siger han.

Han tillægger det kæmpestor betydning, at han har, hvad han kalder et “ekstremt velfungerede kærlighedsforhold” til sin kone.

Det har gjort ham i stand til at tage afsted på turné og koncentrere sig udelukkende om det – og samtidig vide, at familien derhjemme har det godt.

– Hvis man selv er lidt dum, skal man vælge en klog hustru. Det er ekstremt vigtigt, siger han.

Singlen “Premonition” udkom i fredags.

Powered by Labrador CMS