Jeg er helt drænet
Silas Holst fyrede den af med sit boyband i Tivoli Friheden, Aarhus, og han har aldrig oplevet noget lignende
Det var kun nødvendigt at slå tonen let an.
Straks blev publikum ellevilde og sang med på de gode, gamle boyband-klassikere leveret af navne som ’Take That’, ’Westlife’ og ’Backstreet Boys’.
Helt magisk
– Det var en fuldstændig magisk oplevelse. Jeg er virkelig drænet for energi. Men også meget rørt indeni, sagde Silas Holst til Kendte.dk efter premieren på sin femmands-gruppe, ’The Boyband Tour’ i Tivoli Frihedens koncertsal ’Herman’.
Her blev 90’er-sangene fyret af for et veloplagt, stående publikum.
– Jeg fik idéen, og så har jeg ansat mine medspillere, og vi har brugt et år på at få det realiseret. Nu har vi så ramt målet. Jeg har prøvet meget på en scene. Men det her har været hundrede gange vildere, end jeg havde turdet forestille mig, sagde den 39-årige danser, sanger og skuespiller.
Nu er Silas klar til en omfattende tre måneder lang turné i hele landet.
– Vi slutter af i K.B. Hallen 18. februar, og to dage efter fylder jeg 40 år, så det bliver et brag af en fest. Jeg glæder mig sygt til at bruge tre måneder på det, fortalte Silas Holst.