-Jeg er ikke klog nok til at være vismand

Den kendte journalist er ny vismand i "Fangerne på fortet", men han synes ikke selv, rollen passer til ham.

Anders Lund Madsen er vismanden i tårnet i “Fangerne på fortet”. – Foto: Anthon Unger/Free.
Offentliggjort Sidst opdateret

“Fangerne på fortet” ruller igen over skærmen, og denne gang er det med Anders Lund Madsen som vismanden i tårnet, der skal udfordre deltagerne med kryptiske gåder.

Og den tjans betyder meget for den 56-årige journalist og radiovært.

Artiklen fortsætter under videoen

– Jeg er ekstremt beæret over at være blevet spurgt om at være vismand i “Fangerne på fortet”. For mig svarer det til, at nogen spørger, om jeg vil være Misse Møhge (fra “Matador”, red.), siger han.

Anders Lund Madsen var selv med som deltager i “Fangerne på fortet”, da programmet blev sendt i midten af 90’erne.

Dengang var det skuespiller Ole Ernst, der havde rollen som vismand. Senere overtog skuespiller Ove Sprogø opgaven i tårnet.

Men selv om Anders Lund Madsen er beæret over at gå i de to skuespilleres fodspor, kan han egentlig ikke identificere sig med rollen.

– Jeg er ikke en vismand, men jeg håber, at det her er starten på en glorværdig karriere og en rejse ind i vismandsrollen. At være vismand kræver, at man er vis. Dernæst skal man være ældre. Jeg er 56, og jeg vil sige, at man begynder at være vismand omkring de 75, medmindre demensen har sat ind.

– Som 75-årig kan man samle børn, børnebørn og oldebørn omkring sig og sige ting som: “Man skal ikke arbejde for længe, det bliver man ikke lykkelig af”. Ting, som et langt liv af erfaringer har gjort en klogere på.

– Og det er ikke for at være falsk beskeden, men jeg er jo bare en journalist, der har lavet noget fjernsyn og radio og skrevet noget, siger han.

For at være vis, skal man også have prøvet mange ting, mener Anders Lund Madsen.

– Jeg har ikke været på en boreplatform eller fanget vilde dyr. Der er mange steder, jeg ikke har været, men jeg høster viden ind, og jeg håber, at det kan ende med, at jeg bliver vismand. Men der er fanden fløjteme langt igen, siger han.

Skulle have taget Peter

Anders Lund Madsen medgiver dog, at han hele to gange er strøget til tops i quizprogrammet “Hvem vil være millionær”, hvor han begge gange vandt en million i samarbejde med sin storebror, Peter Lund Madsen.

– Den største sejr er i virkeligheden, at produktionsselskabet ikke spurgte ham om at være vismand. Det havde ellers været det naturlige, han er jo læge og hjerneforsker og er mægtig klog, siger han.

Selv om Anders Lund Madsen ikke ser sig selv som vis, har han et godt udgangspunkt for at blive det.

– Jeg er meget nysgerrig af natur, og jeg bliver meget nysgerrig, når jeg for eksempel kommer ud på Fort Boyard. Hvorfor er det fort der? Hvordan er det lavet rent ingeniørmæssigt?

– Under optagelserne kom jeg til at tale med en fotograf fra Baskerlandet, og jeg ved, at folk fra Baskerlandet har den mindst opblandede dna i Europa, for hvis du er basker, bliver du kun gift med en anden basker. Det synes jeg, er enormt interessant, siger han.

Nysgerrigheden kommer af at have kedet sig utrolig meget i sit liv, forklarer Anders Lund Madsen.

Klogere på alt

I dag har han gjort en karriere ud af at være journalist og få mennesker til at gøre ham klogere på alt mellem himmel og jord.

Blandt andet gennem det hedengangne Radio24syv-program “Fedeabes fyraften”.

– Jeg har lavet omkring 350 programmer på Radio24syv, så jeg taler med rigtig mange mennesker. Måske er det det, der skal til for, at jeg bliver vis engang, siger han.

“Fangerne på fortet” bliver sendt hver mandag klokken 20.00 på TV3 og kan også ses på Viaplay.

Powered by Labrador CMS