-Jeg får point på kontoen

Det er, når hans to børn sidder blandt publikum, at Silas Holsts hjerte banker hårdest. Han elsker dog også, at han kan inkludere dem i sit arbejde

Udgivet Opdateret

Som musicalstjerne har man meget at se til, og det gælder også for landets måske største af slagsen.

Silas Holst skal endnu engang indtage hovedrollen i en stort opsat musical, når han for tredje gang skal spille Danny Zuko.

Det sker i foråret næste år, hvor han er med i en ny udgave af klassikeren "Grease".

Med sit travle liv kan Silas Holst ikke altid være hjemme til aftensmad og putning, og derfor betyder det meget for ham at kunne vise sine to børn, Maggie på otte og Bob på fem, hvad han laver, når han ikke fortæller godnathistorier.

Glæder sig

Han glæder sig da også til, at de skal se "Grease".

- Det er en stor ære at vise mine børn, hvad jeg laver, siger Silas Holst.

Silas Holst indrømmer dog også, at det ikke gør noget godt for nerverne, at have de to siddende blandt publikum.

På hans fødselsdag i år, så de ham optræde i forestillingen "Kinky Boots".

- Jeg var faktisk mere nervøs der, end jeg var til premieren, fortæller Silas Holst.

Lever sig ind i en scene

Det var ikke kun faren, der var nervøs. Femårige Bob levede sig meget ind i især en scene:

- På et tidspunkt har jeg og Rasmus Fruergaard (i rollen som Don red.) en boksekamp. Her rejser Bob sig op og råber: "Ja, Far!", griner Silas Holst og forklarer, at det var sønnens første gang i teatret.

Han er også begyndt at tage otteårige Maggie med i systuen og til kostumeprøver. Noget han betegner som et eventyrland.

- Der tror jeg, at man vinder mange point på pluskontoen, og så glemmer de, at far ikke har været der fuldt ud de sidste 14 dage, siger Silas Holst.

Silas Holst har indrettet sit liv, så det er muligt at have en musicalkarriere. Det er der både fordele og ulemper ved.
Silas Holst har indrettet sit liv, så det er muligt at have en musicalkarriere. Det er der både fordele og ulemper ved.

En del koordinering

Til foråret 2023 går det så løs igen, og Silas Holst erkender, at der skal en del koordinering til for at få den travle hverdag til at hænge sammen.

Livet som musicalstjerne har dog også sine fordele.

- Når forestillingerne først er i gang, så er jeg den heldige forælder, der først møder på arbejde klokken 19. Derfor er jeg jo den tjekkede far, som henter sine børn tidligt, siger han.

Skal se 'Grease'

Ligesom de var inde og se "Kinky Boots", så garanterer Silas Holst også, at børnene skal se "Grease".

Selv om historien til tider er alvorlig og for eksempel tager et emne som abort op.

- Det er præcis det, der er så godt skruet sammen ved "Grease". Er man syv, tror jeg bare, man ser lyserøde jakker, tyggegummi og hører de gode sange. Det hele kører i to spor, siger Silas Holst.

Startede med 'Grease'

"Grease" foregår i 50'ernes USA, hvor den fortæller historien om den seje Danny Zuko og den pæne Sandy Olsson, der forelsker sig, men må ændre sig for hinanden.

Silas Holst startede faktisk sin musicalkarriere med en rolle i "Grease", hvor han fik rollen som Kenickie. Efterfølgende fik han rollen som Danny Zuko i en genopsætning.

Han lægger da heller ikke skjul på, at der er noget trygt ved at tage læderjakken på og putte fedt i håret.

- Det er som at komme hjem igen, og det bliver enormt dejligt. Han er jo på mange måder indbegrebet af en teenage-hormonbombe, og det kan bare trække utrolig meget, siger han.

"Grease" har premiere i foråret 2023, og det bliver med Neel Rønholt i rollen som Sandy Olsson.

Det var til sin fødselsdag, at Silas Holst havde sine børn med inde og se 'Kinky Boots'. De kunne først ikke forstå, at det var deres far i dametøjet.
Det var til sin fødselsdag, at Silas Holst havde sine børn med inde og se "Kinky Boots". De kunne først ikke forstå, at det var deres far i dametøjet.
Powered by Labrador CMS