- Jeg fik ikke sagt farvel
Anders Bircow overtog for Dario, da han på grund af sygdom ikke kunne medvirke i Dansk Slager Parade 2023
Sidste efterår var Dario Campeotto på trods af cancer så fuld af optimisme, at han takkede ja til medvirken i Dansk Slager Parade 2023, der for nylig sluttede efter 21 koncerter rundt i landet med blandt andre Dorthe Kollo og Lise Haavik på plakaten.
Desværre måtte den folkekære sanger melde afbud i november på grund af en operation og efterfølgende rekonvalescens.
Overtog hans plads
Anders Bircow overtog Darios plads, og blev i den forbindelse bedt om at synge ’Angelique’, som var hans mest kendte grandprix-hit fra 1961.
Hvordan det gik, fortalte den 71-årige ’Linie 3’er vemodigt om til Kendte.dk ved premieren på Cirkus Arena mandag aften.
Langt væk til sidst
- De bad mig synge ’Angelique’, og den blev præsenteret som en hyldest og hilsen til Dario under hans sygdom. Det var jo nærmest helligbrøde, lød det fra Anders Bircow, der mindedes den populære sanger, som døde 1. april i en alder af 84 år.
- Altid grin, masser af vittigheder og kærlighed. Jeg fik ikke sagt farvel, men har skrevet til ham, men han var jo langt væk til sidst, fortalte Bircow med en tåre i øjenkrogen.