-Jeg gider ikke arbejde så meget mere

Skal den have hele armen, vækkes guldbrudepar traditionen tro til lyden af hornmusik og byder efterfølgende på rundstykker og en lille skarp, inden fejringen flytter fra de private gemakker til større selskabslokaler, så der er plads til alle fra nær og fjern.

Der findes næppe noget mere dansk og samtidig så eksotisk som en fest i et forsamlingshus, hvis man spørger skuespilleren Jesper Christensen.

Netop forsamlingshuset danner rammen om svineavleren Ernsts guldbryllup med sin hengivne hustru, Louise, i Søren Kragh-Jacobsens film “Lille sommerfugl”, som kan ses, når biograferne genåbner den 6. maj.

– Da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg: “Det var lige godt satans! Jeg har aldrig set en film om det her før i mit liv!”. Og jeg ser altså mange film – jeg laver nærmest ikke andet. Det mest fucking danske, jeg kan komme i tanke om, er måden, vi holder fest på, siger Jesper Christensen og fortsætter:

– Om det så er Damme Kro på Møn eller et sted ude i Albertslund, foregår det på fuldstændig samme måde. Så er der måske nogle, der er lidt bedre til at skrive sjovere sange og bedre taler end andre. Men alle de ting, der er omkring sådan en fest, det er så dansk, som jeg ved ikke hvad – havregrød.

Vi genkender os selv

Selv en ærkekøbenhavner som Jesper Christensen, der har boet inden for de københavnske middelaldervolde hele sit 72 år lange liv, har befundet sig sådan et sted.

– Vi har alle været i denne her film, ikke kun én gang. Vi har været der, mens vi var børn, unge, voksne …

– Jo mere vegetar man bliver, jo mærkeligere er maden. Men selv det kan jo ordnes. Og dem, der bare får deres roastbeef, er stadig skideglade, siger han.

– Jeg tror, vi genkender os selv, ligegyldigt om man kommer fra Brovst, Indre By i København eller Midtbyen i Aarhus. Måske er der lidt mere knald på ude i provinsen – jeg ved det ikke. Alle lever jo deres eget liv.

Hemmeligheder

Der er hår i suppen, som bliver serveret til guldbryllupsfesten i “Lille sommerfugl”.

Trods mere end 50 år sammen er det lykkedes den stædige og stolte landmand at have hemmeligheder for sin godtroende hustru.

Hemmeligheder, som sandkorn for sandkorn siver ud mellem fingrene på ham i løbet af aftenen og kommer frem i lyset af de kulørte lamper, mens han samtidig bliver udfordret af flere af gæsternes gaver.

Guldbrudeparrets søn overrasker sine forældre med et musikalsk indslag fremført af en afrikansk kvartet.

De når knap gennem første strofe, før nogle af gæsterne får den brune sovs galt i halsen.

Senere på aftenen bliver især Ernst dog mere eller mindre tvunget til at slå ørerne ud i ordets bogstavelige forstand.

Jeg savner det

Var det ikke for coronapandemien, skulle Jesper Christensen selv have været til et par forsamlingshusfester.

For nu må det blive på filmlærredet.

– Jeg savner det, siger Jesper Christensen og fortsætter:

– Igennem mange år var vi altid til min svigermors fødselsdag på Bechs Hotel i Tarm.

– Alle børnene var med, og det var så her, man havde muligheden for at se alle de små, som pludselig var vokset – “gud, er det Lines ældste? Hvor ER han blevet stor!”.

Når festen så var ved at være forbi, havde man fået styr på alle poderne igen.

Er det fester længere ude i periferien, kan aftenen nogle gange godt blive en anelse anstrengende.

Skuespilleren fra James Bond

Stiger velkomstdrinken helt til hovedet, forbliver Jesper Christensen ikke altid Jesper C., som der står på bordkortet, men også ham der skuespilleren, der har været med i James Bond.

– Så skal jeg snakke om, hvordan det er at være i Hollywood, og om det ikke bare er det største, der er sket i mit liv og alt sådan noget, der keder mig meget, for det synes jeg overhovedet ikke, at det er.

– Det er jo heller ikke sjovt at snakke om for 120. gang, og så får jeg lyst til at komme hjem. Og det er jo kedeligt, for det var måske ellers en meget god aften.

– Jeg gider heller ikke at snakke mere om det nu, siger han.

Var svær at lokke

Noget så dansk som et festligt familiedrama fik så selektiv en skuespiller som Jesper Christensen til at sige ja.

Han er svær at lokke med, medgiver han.

Det er alligevel blevet til over 100 roller fordelt på film, teater og tv – men det skal også ses i lyset af, at han filmdebuterede for 45 år siden.

Før årtusindskiftet udmærkede han sig i tv-serien “Nana”, filmatiseringen af Tom Kristensens “Hærværk” og i dramaet “Barbara”.

Efter årtusindskiftet i dramaer som “Bænken”, “Før frosten” og førnævnte Bond – endda tre af slagsen: “Casino Royale”, “Quantum of Solace” og “Spectre”.

Gider ikke arbejde så meget

Det er halvandets års tid siden, at “Lille sommerfugl” blev indspillet, og siden har Jesper Christensen indtil for nylig ikke befundet sig på et filmset.

– Det var jo ikke meningen, men det er der så nogle børnebørn, der synes, er en fest – og det synes jeg også, siger han og fortsætter:

– Jeg står der, hvor jeg ikke gider at rejse så meget mere, hvis jeg kan slippe for det, og jeg gider heller ikke at arbejde så meget mere. Jeg vil hellere blive hjemme og lege sammen med de små børn for nu også at tage afsæt i Ernst, som til trods for at være en lidt underlig og kantet stivstikker godt gider det der. Og det behøver han jo ikke.

– Jeg har i hvert fald snydt mig selv og nogle børnebørn. Der sker så meget i små børns liv. Det er ikke sådan, at jeg fortryder og tænker, at jeg burde have gjort det anderledes. Det er ligesom sådan, det har været.

Er tilbage

Efter godt halvandet års pause er Jesper Christensen tilbage på set.

Optagelserne er netop påbegyndt til fortsættelsen af krigsdramaet “De forbandede år”, som Jesper Christensen har en af de bærende roller i.

Men der ér en vægtforskydning i gang, fortæller han.

– Der sker et eller andet ved at blive ældre. Jeg har heller ikke den der vanvittige udtryksiver mere eller synes, at jeg skylder verden en masse store oplevelser. Man kan også godt mærke, at man er blevet over 70 år efter 13-14 timers arbejdsdage og skal hjem og forberede sig lidt til næste dag bagefter.

– Og alle de følelser der? Skal man nu til at hidse sig op til alt det igen? Det er en tanke, jeg overhovedet ikke villet have haft for 10-15-20 år siden, siger Jesper Christensen.

Han har droslet ned, fortæller han.

Ideelt set prøver han at arbejde tre måneders tid om året.

Det kan man kun, hvis man får gode penge for det og er mere end almindeligt forkælet, siger Jesper Christensen og tilføjer så:

– Jeg ville heller ikke være glad for overhovedet ikke at skulle arbejde mere. Jeg ville savne det sociale, siger han.

– Man kommer hjemmefra og møder mennesker og snakker om, hvad der sker med verden, og hvordan det går med dem og deres koner og deres mænd. Alt det ville jeg savne. Frygteligt meget.

Sammenlignes med fest

Måske kan det sammenlignes lidt med fester i forsamlingshuset – man bliver genforenet med folk fra nær og fjern og får indhentet, hvad der er hændt den forgangne tid.

Sådan er det for eksempel med Karen-Lise Mynster, som spiller hans hustru i filmen.

Der er ingen anden skuespillerinde, som Jesper Christensen har været gift med så mange gange på filmlærredet som hende.

Deres første film, “Verden er fuld af børn”, går mere end 40 år tilbage og får nu vinger igen i “Lille sommerfugl”.

I “Lille sommerfugl” er der fusioneret klip ind fra “Verden er fuld af børn”, som indgår i den collage, der indleder filmen – som et gammel spolebånd, hvor minderne flimrer forbi, og hvem der er hvem, er nærmest umulig at se.

Et gammelt fotoalbum

Normalt bryder Jesper Christensen sig ikke om at sig selv. Men lige her var det som at bladre i et gammelt fotoalbum.

– Det var fra dengang, vi var fortvivlende unge. Jeg sad bare fuldstændig målløs. Hvad? Hvornår har jeg nogensinde set sådan ud?

– Det kunne jo ikke have ladet sig gøre, hvis ikke vi havde været gift så tit, mig og Karen-Lise. Vi har været et par i hvert fald i seks film. Så mødes vi. Så går der nogle år. Så ses vi igen og er gift i seks ugers tid, og så går der endnu nogle år. Og så mødes vi igen.

“Lille sommerfugl” kan ses i biografen fra den 6. maj.

• Bond-premiere udskudt for tredje gang
• -Min tid er enormt dyrebar