-Jeg har storhedsvanvid
For Drew Sycamore er sangskrivningen det fedeste ved at være musiker. Men hun kunne ikke opgive at være artist, lyder det fra den singleaktuelle sanger
Noderne flyver rundt, kastes op i luften og bliver grebet igen, når Drew Sycamore skriver musik.
Hendes tredje single, "In the Club", fra det kommende album "Superfaith" er en upbeat sang, der byder alvorlige emner op til dans.
- Det er sådan en sang, som jeg forestiller mig, vil blive spillet på klubberne. Den er sassy, og den lægger op til at drikke tequilashots, lige inden man skal i byen, siger den 32-årige sanger.
Drew Sycamores karriere har taget fart, siden hun i 2018 udgav sin første single. I 2021 var hun den mest spillede danske kunstner på dansk radio.
Meningen med hendes liv
I 2022 opnåede hun et af sine store mål, som var at åbne Orange Scene - endda på den første Roskilde Festival efter nedlukningen.
Og selv om det er skønt at være artist og optræde foran flere tusinde mennesker, er det sangskrivningen, der er det vigtigste for den fremadstormende kunstner.
- Det er i de timer, hvor sangen bliver skrevet, at jeg føler en mening med mit liv. Kreativiteten. Det er bare det, jeg skal lave, siger hun og tilføjer, at hun i udgangspunktet tror, at kreativitet er meningen med alles liv.
Alle er kreative
- Vi gør det bare så forskelligt. Hvis folk siger: Jeg er ikke sådan én, der er kreativ, så siger jeg: Jo, du er. Det er bare et spørgsmål om, hvordan din hjerne gør det.
Så selv om du ikke tegner, maler eller synger, kan du stadig godt være en kreativ sjæl, mener Drew Sycamore.
- Alle er kreative. Du tænker hele tiden, og du organiserer alt muligt. Mennesker er født kreative, og det er du også, lyder budskabet.
Når man er musiker, skal det kreative nogle gange fremprovokeres. Det kan godt være svært, fortæller sangeren.
Elsker at kede sig
- Især hvis man hele tiden er i gang. Når man skal spille tusinde koncerter, og der hele tiden er noget, man skal forholde sig til, er der rigtig meget på spil.
- Kreativitet kommer jo af, at man har tid til at kede sig. At man har tid til at tænke nogle tanker, siger hun.
Når hun er færdig med at producere et album og skal til at begynde forfra, tjekker hun derfor ud fra sociale medier. Hun læser mail, men svarer ikke.
- Jeg sætter mig ned og keder mig rigtig meget. Jeg ser film og dokumentarer, går en tur eller læser nogle bøger. Det er så fedt. Jo mere jeg keder mig, jo bedre.
Meget storhedsvanvid
- Og så kan jeg stille og roligt begynde at skrive lidt ned, som jeg kan gå i gang med. Musikskrivningen er det allerfedeste, og jeg gør alle de andre ting, såsom at spille koncerter, for at få lov til at skrive, fortæller Drew Sycamore.
Men hun har aldrig overvejet at lægge artisten til side og kun fokusere på sangskrivningen.
- Nej, jeg tror, at jeg er for meget en "attention whore", til at jeg kan gå helt bag scenen. Det der storhedsvanvid, som man skal have, det har jeg lidt for meget af, tror jeg.
Det har dog kun været en fordel i musikbranchen, fortæller musikeren.
Søger ikke ros
- For det kræver jo en form for idiotisk selvtillid. Man skal tro på, at man simpelthen er Guds gave til menneskeheden, så man føler sig berettiget til at stille sig op på en scene og synge sine tanker for publikum.
- Det er lidt sådan: Nu skal I høre, hvad jeg har lavet, og hvad jeg kan, og så skal I klappe af mig bagefter, siger hun og griner.
Når Drew Sycamore først har udgivet en single eller et album, har hun dog ikke en forventning om at få ros. Hun opsøger faktisk slet ikke feedback.
- Når jeg først har udgivet noget, siger jeg: Så. Ja, her er en pakkeløsning til jer med krymmel på. Det er mit, og det har jeg skabt. Jeg håber, at I nyder det. Men så er jeg også videre, siger hun.
Bruger ikke kritik
Derfor læser hun ikke artikler og anmeldelser om sig selv, fortæller Drew Sycamore. Det giver hende ikke noget konstruktivt.
- Jeg kan ikke bruge det til noget. Fordi hvad så, skal jeg gå ud at lave det om, hvis folk ikke synes, det er fedt? Sådan fungerer det jo ikke.
Privat er hun gift med tidligere forsanger i bandet Duné Mattias Kolstrup.
Fokuserer på det dårlige
- Mattias læser alt, fordi han gerne vil nørde det. Men jeg hører aldrig de podcasts, jeg har været med i, og jeg læser ikke artikler.
- For så ved vi jo godt, hvad det ender med. Hvis der er ti, der skriver noget godt, og én, der skriver noget dårligt, fokuserer man ubevidst på det dårlige, siger hun.
Så selv om hun glæder sig til, at sangen og albummet udkommer, lægger hun ikke for mange forventninger i det.
Energi forløst
- Der er jo nogen, der vil kunne lide det - og så er der nogen, der ikke vil. Og det er jeg okay med. For den Drew, der er på albummet, den er jeg jo ikke længere. Jeg udvikler mig hele tiden.
- Det er det, der er så sindssygt underligt ved at producere musik. For når det kommer ud, siger man: Farvel og tak! Og så går man i en ny retning. Den energi er blevet forløst, og så skal jeg ud i verden igen, fortæller hun.
Drew Sycamores nye single "In the Club" udkommer 3. februar.