-Jeg har været udsat for racisme

Den libanesisk-fødte svenske stjerneskuespiller Fares Fares vender efter næsten et årti tilbage til svensk tv.

Fans af filmatiseringen af Jussi Adler Olsens fire første krimier om Afdeling Q genkender formentligt Fares Fares fra rollen som Assad, som er kollega – og modstykke – til Nikolaj Lie Kaas’ Carl Mørck. Arkivfoto: Scxanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Med et hav af roller i internationale successerier som “Chernobyl” og “Westworld”, de fire første Afdeling Q-film herhjemme og i Hollywood-film som “Rogue One: A Star Wars Story” og “Zero Dark Thirty” har det længe været et ønske for Fares Fares at vende tilbage til svensk film og fjernsyn efter udlandseventyret.

Men der skulle den helt rigtige rolle til for at lokke den libanesiskfødte svenske superstjerne “hinsidan” igen, og den er så kommet nu med den Warner Bros.-producerede krimi-thrillerserie “Partisan”, som har premiere på Viaplay 16. august.

Artiklen fortsætter under videoen

I serien spiller Fares Fares chaufføren Johnny, som får job i det tilsyneladende idylliske, men indhegnede landbrugsfællesskab Jordnäre, hvor alt dog slet ikke er, som det udgiver sig for på den polerede yderside.

– Jeg blev fascineret af setuppet, men var alligevel ikke helt overbevist, så jeg spurgte instruktøren, Amir, om han ville lave et samarbejde, hvor jeg kunne være kreativ producer og manuskriptforfatter, fortæller Fares Fares.

– Det var han interesseret i, og så vi satte os sammen og startede fra begyndelsen. Det var en fantastisk mulighed for mig, for jeg har altid gerne ville skrive og producere også.

Første gang

Han har tidligere skrevet manuskripter. Men det er første gang, at et af dem rent faktisk rammer tv-skærmene, fortæller den 47-årige skuespiller.

– Så på den måde er det den første gang, men bestemt ikke den sidste, siger han og fortsætter:

– I starten var jeg nervøs for, at jeg ikke havde tid til at forberede mig som skuespiller, men lige så snart vi gik med optagelserne, fandt jeg ud af, at jeg jo faktisk ved mere om Johnny end nogen andre, fordi jeg har skrevet manuskriptet, griner han.

Racisme

I serien bliver Johnny udsat for racisme og mobning af sine nye kolleger i det indhegnede økosamfund, og det er også noget, Fares Fares har været udsat for ude i virkelighedens verden.

– Jeg var mere udsat for det, da jeg var yngre og har helt klart oplevet det, da jeg var et barn, og da jeg var i begyndelsen af 20’erne.

– Men det er virkelig svært for mig at give en idé om, hvordan det er for en med en immigrantbaggrund. Men også fordi jeg er i dag en offentlig person, så vil jeg ofte blive behandlet anderledes. Jeg bor også i Stockholm, som er et meget tolerant sted. Men racisme er desværre derude, fortæller han.

Fares Fares fik sin debutrolle som 27-årig og samtidig også sit store gennembrud i den svenske komediefilm “Jalla! Jalla!”, som hans bor, Josef Fares, instruerede tilbage i 2000.

Siden har han slået sit navn fast – ikke bare ovre på den anden side af Øresund, men i det meste af verdenen. Også herhjemme.

Hædret for Assad

Han har haft store roller i Thomas Vinterberg-dramaet “Kollektivet”, familiefilmen “Fakiren fra Bilbao”, og så genkender mange fans af filmatiseringen af Jussi Adler Olsens fire første krimier om Afdeling Q formentligt Fares Fares fra rollen som Assad, som er kollega – og modstykke – til Nikolaj Lie Kaas’ Carl Mørck.

En rolle, som han er blevet prishædret for herhjemme med Robert-statuetter i både 2015 for “Fasandræberne” og sidste år for “Journal 64”.

Selv om Fares Fares – og Nikolaj Lie Kaas, som spiller Carl Mørk – er blevet erstattet i de kommende Afdeling Q-film, er Fares Fares bestemt ikke færdig med dansk film.

– Der er altid forespørgsler, men jeg har ikke fundet det helt rigtige endnu, der er interessant at lave, siger han og fortsætter:

– Men jeg elsker virkelig at arbejde med Nikolaj Kaas, Louise Vesth (producer, red.) og Nikolaj Arcel (instruktør, red.). Jeg har mødt nogle virkelig fantastiske mennesker, og forhåbentligt finder vi ud af noget igen, vi kan lave i fremtiden.

Men først venter den første svenske rolle for Fares Fares i noget nær ti år.

– I USA er budgetterne større, og der er flere folk involveret, men når alt kommer til alt, er følelsen nøjagtig den samme, når man står over for sin medspiller, og instruktøren trykker på den røde knap på kameraet, siger skuespilleren.

– Skuespil er min hovedbeskæftigelse, og måske netop på grund af at jeg kun arbejder med ting, som jeg virkelig nyder at lave, og som jeg virkelig har lyst til, har jeg ikke haft præstationsangst.

Fares Fares har nye film og serier i pipelinen – både foran og bag kameraet – og forhåbentligt er det kun begyndelsen, fortæller han.

– Jeg er i gang med at nå en meget flad top, hvor jeg gerne vil være, siger han med et grin.

– Jeg håber, at der fortsætter med at komme interessante projekter min vej, og at jeg forbliver sund og rask, siger han lidt mere alvorligt.

Også privat befinder han sig på toppen.

Sidste år blev han far for første gang, da han og kæresten Clara Hallencreutz blev forældre til sønnen Ziggy.

– Jeg er et godt sted. Jeg elsker virkelig min familie, og det er bare fantastisk at være sammen med dem.

Powered by Labrador CMS