-Jeg kan være et besværligt menneske

Det har været krævende at nå dertil, hvor Susanne Bier er i dag. Hendes ærlige facon har hjulpet i karrieren.

– Det har været super sjovt at lave serien. Det er en thriller, men også en historie om et ægteskab, og hvem man kan stole på og hvornår. Det har været spændende at holde alle de bolde i luften, samtidig med at man har skullet få motoren til at køre. Og så har det været fantastisk at arbejde med de skuespillere. – Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var egentlig meningen, at Susanne Bier skulle have været hjemmegående husmor.

I stedet er hun i dag en af Danmarks mest kendte og respekterede instruktører med succes både herhjemme og i udlandet med en oscarvindende film, store hitserier og biografsucceser på cv’et.

Artiklen fortsætter under videoen

Men det lå altså ikke i kortene, forklarer Susanne Bier, der lige nu er aktuel med HBO-serien “The Undoing”, der blandt andre har Nicole Kidman og Hugh Grant på rollelisten.

– Da jeg blev opdraget – det var, lige inden ligestillingen kom på dagsordenen – så var det klart, at jeg skulle giftes og have fem børn og være hjemmegående ligesom min mor, fortæller Susanne Bier, der i foråret fyldte 60 år.

Men instinktivt kunne hun mærke, at hendes fremtid lå et andet sted. I 1987 dimitterede hun som instruktør fra Den Danske Filmskole.

– Jeg har altid haft kærlighed og støtte fra mine forældre, men det har også altid været tydeligt, at jeg har valgt en anden vej, end de havde regnet med, siger instruktøren.

Har givet råstyrke

Det har givet nogle ting med i den mentale rygsæk, kan hun se i dag. Ting, der med stor sandsynlighed har medvirket til den succesfulde karriere, hun står midt i.

– Jeg tror på en måde, at det har givet en form for råstyrke i forhold til ikke at blive for påvirket af forhindringer og ikke blive for påvirket af modstand. Det har givet en styrke og ballast, forklarer hun.

Det er dog ikke det eneste, Susanne Bier har taget med sig fra Danmark. Også måden, hun går til sine opgaver og ikke mindst skuespillerne på, er anderledes, end de er vant til i udlandet.

– Jeg har en form for direkthed, som er enormt dansk. Når jeg skal forklare englændere, hvordan vi taler til hinanden i Danmark, så fortæller jeg, at ordet “please” faktisk ikke rigtigt bliver brugt på dansk. Det er ikke, fordi vi er uhøflige – vi har bare en meget mere direkte facon, forklarer Susanne Bier.

– Jeg kommer med en facon, der er meget ærlig. Og jeg tror, at den – særligt for de her store stjerner – medvirker til, at de har tillid til mig, for de ved godt, at når jeg siger noget, så mener jeg det.

– Og så kan det godt være, det ikke er verdens mest diplomatiske måde, det bliver sagt på, men de ved, at jeg er reel, siger hun.

Det er ikke så vigtigt

Fra danske filmset har hun været vant til en flad struktur, og den passer hende godt – uanset hvem der står foran kameralinsen.

– Danskere er jo ikke specielt hierarkiske. Det er ikke så vigtigt, om man er verdensstjerne eller ej, det er det, man laver sammen, der betyder noget, og sådan tror jeg egentlig altid, jeg har haft det, forklarer hun.

Til gengæld stiller hun store krav til alle på settet – og ikke mindst sig selv.

– Jeg skal kunne mærke hver dag, at jeg har ydet mit ypperste. Ellers skal jeg holde op med at lave det her, siger hun og uddyber:

– Man kan godt fejle, man kan yde sit bedste og ikke lykkes, men man er nødt til at vide, man har gjort, hvad man kunne. Man kan ikke sjuske sig igennem. Det er for underminerende og utilfredsstillende og usundt, forklarer instruktøren.

Selv kalder hun det en form for kompromisløshed, der betyder, at hver eneste mikrobid af det, hun laver, skal være optimalt.

– Jeg har altid haft det sådan. Og det gør jo også, at jeg kan være et besværligt menneske at være i nærheden af, for det er besværligt at være i nærheden af kompromisløse mennesker.

– Jeg kommer aldrig nogensinde til at sige: “Nå okay, det var ikke lige sådan, jeg havde tænkt det”, eller “det var sådan o.k., men skidt pyt, lad os fortsætte”. Det kan jeg simpelthen ikke. Jeg nægter simpelthen at sjuske, siger hun bestemt.

Men det koster også noget at have det sådan, indrømmer hun.

– Det er jo belastende. Både for mig selv og for andre. Det er belastende, for jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det. Til gengæld er jeg så privilegeret, at jeg ikke har det sådan på andre punkter end i mit arbejde. Jo måske lidt, når jeg laver mad. Men ellers ikke, siger hun og griner.

– Min veninde, der er maratonløber, driller mig tit og siger, at jeg sagtens kunne blive vildt god til at løbe, men at jeg aldrig kommer til at være det. Jeg har ikke det der, hvor jeg nyder den smerte, der følger med. Men det har jeg, når jeg er på optagelse. Og når jeg sidder i klipperummet – når jeg laver det, der er min kunst, forklarer hun.

Angstprovokerende

Instinktivt vælger hun skuespillere, der har det på samme måde. Dem, der ikke bliver skræmt over hendes facon.

– Det kan helt klart være angstprovokerende for nogle at arbejde med en instruktør, der er sådan, men det er ikke min fornemmelse, at det er det, jeg gør ved skuespillerne.

– Tværtimod gør det dem trygge, for de ved, at jeg bliver ved, og at når jeg siger, tingene er i orden, så er de også i orden, siger Susanne Bier.

På “The Undoing”, der har premiere på streamingtjenesten HBO den 26. oktober, er Susanne Bier igen helt oppe og bokse i den store liga – den med svimlende budgetter, verdensstjerner og adgang til nogle af topfolkene i filmbranchen.

Super sjovt, kalder hun det beskedent. Og ekstremt tilfredsstillende for nysgerrigheden.

I serien følger man Grace og Jonathan Fraser – spillet af Nicole Kidman og Hugh Grant – der lever det perfekte liv på Manhattan med deres fælles søn, Henry. Men et voldsomt dødsfald fører en række gruopvækkende afsløringer med sig, og pludselig er intet, som Grace troede, det var.

– For det første er det meget specielt at filme i New York. Det er en meget særlig ting, forklarer Susanne Bier.

– Jeg har jo ligesom mange andre gået rundt der i Central Park og kigget op på de vilde lejligheder og tænkt: “Hvad er det for et liv, de har deroppe?”. Man ved godt, at det er en totalt lukket verden, som man ikke har skyggen af chancen for at træde ind i.

– Men lige pludselig fik jeg på grund af serien her – måske ikke ligefrem adgang til, men i hvert fald – indsigt i den verden. Og det var vildt spændende, fortæller hun.

Bagsiden af medaljen er de mange timer væk hjemmefra – væk fra ægtemanden Jesper Winge Leisner og børnene.

Det er hårdt for både instruktøren og familien, når hun i måneder ad gangen helliger sig de internationale projekter.

– Jeg savner at være hjemme, jeg savner min familie. Og det er en pris. Og de savner også mig, men det er en pris, de er generøse nok til også at ville betale, siger hun.

“The Undoing”, der også har danske Sofie Gråbøl på rollelisten, har premiere den 26. oktober på HBO.

Powered by Labrador CMS