Jeg startede på vaklende ben
Selv om Anna Munch napper titlen og trofæet som Vild med dans-vinder, er den personlige udvikling den største sejr, den unge influencer har opnået
Godt nok har de sølvglimmer i håret, men influencer Anna Munch og makkeren Eugen Miu vandt guld i årets "Vild med dans", hvor de fredag aften dansede sig til tops i studiet på Østerbro i København.
- Vi er meget, meget glade og meget, meget overvældede, lyder det fra Anna Munch, der med sine 19 år er den yngste, der nogensinde har vundet dansedysten.
Hun blev født i samme år, som "Vild med dans" første gang valsede over skærmen. Nu har hun vundet den 21. sæson i rækken.
- Alt her er nyt for mig
Selv om Anna Munch napper titlen og trofæet, er den personlige udvikling den største sejr, hun har fået gennem programmet.
- Jeg startede på mine vaklende ben. Alt her er nyt for mig: høje hæle, dans, glitter, live-tv og at blive bedømt, lyder det fra Vild med dans-vinderen.
- Så det har været meget, meget vildt - også for mig personligt at have et ansvar, håndtere et pres og huske på, at man er god nok, og det er man nødt til, hvis man skal klare denne her proces. Jeg vil aldrig glemme det her.
- Vi skal feste
Efter finalen smider hun dog ikke danseskoene, for først skal hun og Eugen Miu fejre sejren sammen.
- Vi skal feste, jubler parret.
Næste fredag, når hun ikke skal på gulvet, skal hun til casting, for ved siden af de sociale medier er hun også skuespiller og har tidligere medvirket i julekalenderen om nissen Tinka.
Eugen Miu vender også tilbage til sin velkendte hverdag.
Tilbage til hverdagen
Når han ikke underviser i dans, skal han på vingerne igen som steward.
Til februar venter der dog den nykårede Vild med dans-vinder en helt ny udfordring. Her debuterer han som musicaldanser i opsætningen af "Strictly Ballroom".
Det er Eugen Mius første sejr som professionel danser i "Vild med dans". Den rumænskfødte dansestjerne debuterede i programmets 19. sæson i 2022, hvor det dog kun blev til tre fredage på gulvet med musicalskuespiller Andrea Lykke Oehlenschlæger.