-Jeg syntes, jeg var en dårlig mor

Hilda Heick gik i 2. klasse, da hun mødte Keld, som blev hendes livsledsager privat og professionelt. Onsdag den 19. maj fylder sangerinden 75 år

I år kan Hilda Heick foruden sin 75-års fødselsdag den 19. maj også markere sit musikalske 40-års jubilæum. (Arkivfoto) – Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Det krævede mange overvejelser, men til sidst blev Hilda Heick overtalt.

Hendes husbond, Keld Heick, manglede et musikalsk sidestykke til at indsynge omkvædet på “Do You Speak English”.

Sangen strøg direkte til tops, og siden har Hilda Heick befundet sig der – på dansktoppen.

Onsdag den 19. maj fylder hun 75 år.

– Når jeg kigger tilbage, synes jeg, at jeg har været en virkelig heldig pige, siger den folkekære fødselar.

Hilda Jytte Heick kom til verden i 1946 og boede de første år af sit liv på Midtsjælland.

Siden flyttede familien til Valby, hvor hun kom i klasse med en lille purk ved navn Keld Heick.

Til en 15-års fødselsdag fandt de sammen. Siden har de ikke sluppet hinanden.

– Jeg har været så heldig at finde nålen i høstakken, siger Hilda Heick.

Holdt sammen i 60 år

Keld Heick fyldte 75 år i februar, og de to har været hinandens livsledsagere i mere end 60 år.

– Man ved, man har den korte ende tilbage, når man fylder 75 år. Det er det værste at tænke på. At den ene af os en dag skal undvære den anden, siger Hilda Heick.

– Så vi ved godt, at vi skal huske at nyde den tid, vi har.

Hilda Heick kan foruden sin 75-års fødselsdag også markere sit 40-års jubilæum for sin første optræden.

Keld Heick havde mistet stemmet forårsaget af en knude på stemmebåndet og blev opfordret til at synge mindre. Derfor ønskede han at indgå i en duo med sin hustru.

Først nægtede hun kategorisk, men blev siden overtalt til at bruge nogle af sine fridage og weekender fra jobbet som programmør hos medicinalvirksomheden Lundbeck for at tage med ud at synge.

Karrieren tog fart

Og bookingerne blev bare ved og ved med at vælte ind.

– Til sidst kunne jeg ikke holde til det. Jeg syntes, jeg var en dårlig mor, for jeg var der ikke ret meget, siger Hilda Heick.

– Så Keld og jeg blev enige om, at jeg skulle holde op med at arbejde som programmør i en periode og vende tilbage et senere tidspunkt.

Det er endnu ikke sket, for siden har den kunstneriske karriere taget fart.

Sammen har Keld og Hilda Heick blandt andet været direktører for Nykøbing Falster Revyen og været værter på lokal-tv-stationernes bingo.

Parret har optrådt i flere komediesammenhænge, og så satte Hilda Heick rekord som den ældste deltager i “Vild med dans”, da hun sidste sæson dansede sig over halvvejs i TV2’s uhyre populære dansedyst.

Musikken har dog fyldt det meste.

Stadig travlt

Sammen med Keld har Hilda Heick flere gange deltaget i Dansk Melodi Grand Prix og også været vært for det – sammen med datteren Annette Heick, som også er i showbiz.

Der er fortsat bud efter Keld og Hilda Heick, som til efteråret tager på jubilæumsturné.

– Så længe folk er glade og har lyst til at se os, bliver vi ved. Men kommer der et tidspunkt, hvor vi ikke synger ordentligt, bliver syge eller ikke kan klare det, så stopper vi.

– Vi håber, vi har nogle gode år endnu. Men jeg har sagt til Keld, at jeg i hvert fald ikke tager med ud mere, når jeg fylder 80 år. Så siger han bare: “Ja, ja, det sagde du også, da du blev 70 år”.

Hilda Heick bor med sin mand nord for København – tæt på sin datter, svigersøn og to børnebørn.

Powered by Labrador CMS