Jeg troede aldrig vi skulle gøre det
Den 39-årige stjerne har scoret internationale roller i supersucceser som "Game of Thrones". Men nu vender hun tilbage til det, der kickstartede karrieren
Hun har været med i fantasysuccesen "Game of Thrones" og i den internationale musicalkomedie "Pitch Perfect" og ikke mindst i DR-dramaet "Borgen".
Men sidste forår indtog den danske stjerneskuespillerinde Birgitte Hjort for anden gang sit livs rolle, da hun blev mor til endnu en datter.
- Pandemien ramte for mig lige ned i en barsel. Jeg fødte mit andet barn lige i første lockdown, så jeg har været væk, som jeg alligevel ville have været, fortæller hun på den røde løber til gallapremieren på Bille Augusts storfilm om Karen Blixen, "Pagten".
- Jeg synes, jeg har været heldig med begge piger at kunne tage en god, lang barsel og virkelig nyde den første tid, siger den 39-årige skuespillerinde og fortæller med et stort smil, at det går rigtig godt med begge døtre.
Fjerde sæson
I januar vendte Birgitte Hjort tilbage på job efter ni måneders barsel og direkte ind på optagelserne af den længe ventede fjerde sæson af "Borgen".
Her genoptager Birgitte Hjort sin gennembrudsrolle fra 2010 som den ambitiøse journalist Katrine Fønsmark, som siden er blevet nyhedschef for en landsdækkende tv-station.
Her får Katrine Fønsmark testet sin upartiskhed over for Birgitte Nyborg, som hun i sin tid var rådgiver for, da Birgitte Nyborg - spillet af Sidse Babett Knudsen - var statsminister.
Har sagt nej
- Det er en stor fornøjelse, men noget, jeg troede, vi aldrig skulle gøre. Jeg har i mange år sagt nej, når folk har spurgt, om ikke der kom endnu en sæson. For det troede vi virkelig ikke, der gjorde. Så det var først og fremmest en stor overraskelse, siger Birgitte Hjort og fortsætter:
- Men da vi så begyndte at læse manuskripterne, havde jeg det lidt, som når man finder gamle venner på Facebook: Ah, det er dét, de har gået og lavet imens! For mig virker det, som om at universet hele tiden har eksisteret, men nu får vi så bare lov til at kigge ind igen. Det er et kæmpe privilegie.
Nyudnævnt udenrigsminister
Når fjerde sæson af "Borgen" får premiere næste år - først på DR og siden på Netflix - møder vi Birgitte Nyborg som nyligt udnævnt udenrigsminister.
Her udfordres hun af en række begivenheder, der vokser i betydning, og som ender med at true både hendes position i regeringen, men også Danmarks relation til sine allierede.
Sagen viser sig hurtigt at få alvorlige indenrigspolitiske og klimapolitiske konsekvenser.
Uden fake news
Serien har fulgt udviklingen i virkelighedens verden, fortæller Birgitte Hjort og afslører, at Katrine Fønsmark og hendes kolleger på den landsdækkende nyhedskanal skal navigere uden om fake news.
- Der er gået 10-12 år både for os og for karaktererne, og det er virkelig spændende at komme tilbage til. Som med så mange andre, når man bliver ældre, har Katrine også fået et mere nuanceret syn, og der er plads til lidt mere tvivl, hvor hun måske før var mere sort-hvid og altid følte, at hun havde ret.
- Det synes jeg også selv kommer med alderen. Man bliver klar over, at tingene måske ikke altid er så enkle. Der kan være gode argumenter på begge sider, lyder det fra Birgitte Hjort.