- Jeg turde ikke lukke øjnene
Dansk jazzmusiker har selv hentet et maleri af Miles Davis fra USA. Nu skal det hænge i ny restaurant
Når den nye jazzrestaurant Epicurus slår dørene op i København i slutningen af april, vil gæsterne blive mødt af et værk, som er malet af jazzmusikeren Miles Davis.
Den danske pianist Niels Lan Doky rejste i sidste uge til USA for at hente maleriet og ankom tirsdag formiddag med det i Københavns Lufthavn.
- Normalt sover jeg på flyet, men jeg har holdt mig vågen med maleriet mellem benene under hele turen, siger han tirsdag, kort efter at han er landet.
- Jeg turde ikke lukke øjnene, for maleriet er uerstatteligt. Han (Miles Davis, red.) døde jo i 1991.
Lars Seier også med
Niels Lan Doky er et af flere navne, der står bag Epicurus, som åbner den 23. april.
De øvrige bag konceptet tæller blandt andre rigmanden Lars Seier Christensen, som også har en andel i Michelin-restauranterne Alchemist og Geranium.

På en af væggene i Epicurus skal værket hænge i en speciallavet ramme, som er indbrudssikker.
Maleriet er oprindeligt en personlig gave fra Miles Davis til saxofonisten Bill Evans, som var et af bandmedlemmerne i Davis' orkester op gennem 1980'erne.
Gjorde comeback
Saxofonisten deler navn med den store jazzmusiker Bill Evans, som døde i 1980.
Niels Lan Dokys ven Bill Evans motiverede Davis til at gøre comeback i begyndelsen af 1980'erne, efter at han havde holdt en seks år lang pause.
- Jeg har været rigtig gode venner med Bill Evans i 35 år, så da han hørte, at jeg skulle starte et nyt jazzsted i København, kom vi til at tale om det her maleri, fortæller Niels Lan Doky.
- Så sagde jeg: "I stedet for at det ligger hjemme hos dig, hvor ingen kan se det, hvad siger så du til at have det hængende permanent i noget, der har en ambition om at være den bedste jazzklub i verden?"
- Kæmpe ære
- Det, synes han, var en god idé, så nu har vi lånt det på ubestemt tid, lyder det videre fra den danske pianist.
Selv om Miles Davis også malede, huskes han først og fremmest for sin baggrund som jazzmusiker.
I jazzverdenen er han kendt som den ubestridt mest indflydelsesrige musiker i historien, siger Niels Lan Doky.
- Så det er en kæmpe stor ære at få lov til at have sådan et billede hængende på vores sted i København. At have et af hans originale værker hængende er et blåstempling, der vil noget, lyder det.