- Jenna har haft en finger med i spillet

Skuespilleren Albert Rosin Harson og den professionelle danser Jenna Bagge er ikke blot kærester. De er også blevet kolleger

Offentliggjort Sidst opdateret

Når det 21. afsnit i årets Tinka-julekalender, "Tinka og sjælens spejl", ruller over skærmen, har den professionelle danser Jenna Bagge, bidraget til en del af episoden.

Det afslører hendes kendte kæreste Albert Rosin Harson, der spiller menneskedrengen Lasse i julekalenderen.

- Der er noget i fortællingen, der hedder "Grimboldts gåde", hvor der er en klappe-remse til. Dér har Jenna haft en finger med i spillet, fortæller Albert Rosin.

Havde brug for dansere

De to har dannet par siden 2020, hvor de mødte hinanden under "Vild med dans".

Allerede på det tidspunkt var der lagt i støbeskeen til en ny sæson af Tinka-universet, som havde premiere tilbage i 2017 og strøg over skærmen i en sæson to tilbage i 2019.

Under konkurrencen kontaktede produktionen bag "Tinka" ham, fordi de havde brug for dansere til julekalenderen.

Tog ud på settet

- Og jeg var jo omringet af en masse dansere. Så jeg gik til den første, der var ved siden af mig, nemlig min dansepartner, Jenna, siger han.

Hun tog derfor ud på settet med sin gode veninde og dansekollega Mille Funk, der var med i samme sæson af "Vild med dans".

- Og så fik hun en lille rolle i julekalenderen, siger han.

Ikke helt uvidende

Derfor er Jenna Bagge ikke helt uvidende om, hvad der kommer til at ske i Tinka-universet.

- Hun kender meget af historien selv og har selv snakket med instruktørerne, siger Albert Rosin.

Det betyder dog ikke, at kæresteparret ligefrem har været kolleger.

- Vi har ikke haft så meget med hinanden at gøre ud over det. Men hun har været med på optagelserne, så det bliver selvfølgelig ekstra specielt at se "Tinka" i år, siger han.

Skal holde jul sammen 

I juledagene får parret set lidt mere til hinanden. For første gang skal de nemlig holde jul sammen.

- Vi skal være sammen med min familie juleaften og også være sammen med hendes familie i juledagene, lyder det med et smil fra Albert Rosin Harson.

"Tinka og sjælens spejl" kan ses på TV 2 og TV 2 Play hele december.

Skuespiller Albert Rosin mødte den professionelle danser Jenna Bagge under sæson 17 af 'Vild med dans' og blev efterfølgende kærester. (Arkivfoto).
Skuespiller Albert Rosin mødte den professionelle danser Jenna Bagge under sæson 17 af "Vild med dans" og blev efterfølgende kærester. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS