Joachim Knop på is og hård alkohol
Skal spille på knæ i timevis, og det smerter
Joachim Knop står over for en fysisk krævende rolle, når han til sommer skal spille det talende ur 'Cogsworth' i musicalen 'Skønheden og Udyret'.
Har lidt ondt
- Jeg skal kravle rundt på knæ i rollen, og jeg har lidt ondt. De er lidt hævede, men med is og hård alkohol går det, sagde han for nylig til Kendte.dk ved Queen-premieren på 'We Will Rock You' i Tivolis Koncertsal.

Kravler rundt
Skuespilleren og operasangeren tager forberedelserne alvorligt.
- Jeg skal til kostumeprøve i morgen. Et er at gå derhjemme i dagligstuen, men nu skal jeg kravle rundt i et kvarter ad gangen over de tre timer forestillingen varer. Det skal jeg kunne – jeg er kun 53, det er jo ingen alder, mente han.
Spiller på knæ
Instruktøren har bedt ham spille på knæ for at passe kostumet, der ikke rækker særligt langt op i vejret, hvorefter han straks gik i gang med løbetræning og at låne knæbeskyttere hos en murermester.
Puder og godt humør
- Det gælder for mig at holde vægten nede, så den ikke belaster knæene yderligere, fortsatte han.
Med sig i træningen har han, som han selv formulerer det, puder og godt humør - en cocktail, der forhåbentlig holder hele vejen.
Med på rollelisten er også hans gamle medspiller fra 'Kærlighed ved første Hik', nemlig Sofie Lassen-Kahlke.
Musicalen får premiere i juli på Det Kongelige Teaters Gamle Scene og skal senere på turné.