Joen Bille: Har huset fuld af børn

Den 80-årige skuespiller og hustruen nyder livet tæt på familien

Offentliggjort Sidst opdateret

Joen Bille dukkede op alene til premieren på Grønnegårds Teatrets nye forestilling i Odd Fellow Palæets have.

Hustruen Bente Scavenius var nemlig taget på optagelser med ’Verdensdamerne’ i Jylland.

- Det er tredje sæson, og programmet foregår denne gang i Danmark, fortalte den 80-årige skuespiller til Kendte.dk om DRTV-programmet under opsejling, hvor trekløveret med Lotte Freddie og Merete A. Baird besøger spændende steder.

Hverdagen i København

Joen Bille løftede også sløret for, hvordan det går på hjemmefronten i København.

- Vi nyder at have børn og børnebørn boende hjemme hos os. De bor på førstesal med tre børn og en lille ny, afslørede han, og fortsatte:

- Beate (parrets datter, red.) fik en efternøler for 1 ½ år siden, og så er der en udfordring, fordi hendes mand er meget ude at rejse. Derfor er det praktisk med mormor og morfar i underetagen til at tage over, sagde Joen Bille med et smil.

Hilste på 'Matador'-kollegaer

Joen Bille spillede i øvrigt med i afsnit 1-6 i ’Matador ’-serien, og i Grønnegårds Teatret fik han lejlighed til at hilse på andre ’Matador ’-kollegaer, nemlig Susse Wold, 85, Sonja Oppenhagen, 75 og 87-årige Malene Schwartz, der også var til stede.

Joen Bille og Bente Scavenius' datter Beate og barnebarnet Fernanda var også til premiere i Grønnegårds Teatret.
Powered by Labrador CMS